Hundelort og Hizb ut-Tahrir tester københavnernes tolerance

Danmarks mest tolerante borgere findes i København – i hvert fald ifølge københavnerne selv. Alligevel er der hændelser, som forarger hovedstadens borgere og sætter tolerancen på prøve.

Danmarks mest tolerante borgere findes i København – i hvert fald ifølge københavnerne selv. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup

Skal der mere til at forarge københavnere end resten af danskerne?

Ja, mener københavnerne selv i en ny spørgeundersøgelse fra Gallup foretaget for Berlingske blandt borgere i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Her svarer 49 procent, at københavnere er mere tolerante end andre danskere, mens to ud af tre synes, at København er kendetegnet ved tolerance.

Det er især københavnere bosat på Nørrebro (68 pct.) og Vesterbro (61 pct.), københavnere som stemmer rødt (54 pct.) og de 18-35-årige københavnere (55 pct.), der er »enige« eller »overvejende enige« i, at tolerancen er større i København end i resten af Danmark.

Og københavnernes vurdering af egen tolerance kan være ganske reel ifølge Klaus Rasborg, kultursociolog på Roskilde Universitet.

»Set med sociologiske briller er opfattelsen, at man i storbyer er mere tolerant end ude på landet. Det skyldes simpelthen, at den sociale kontrol er mindre i storbyer. På landet ved alle, hvad alle foretager sig, og man kan billedligt talt sidde og følge med i det hele i gadespejlet. Omvendt har storbyen større diversitet, og alle lever side om side i en eller anden form for fordragelighed. Det fremmer tolerance og en individualisme, fordi det er lettere at være sig selv,« siger han.

Personer bosat på Frederiksberg er imidlertid ikke overbevist om, at den københavnske tolerance skulle være noget særligt, og 44 pct. vurderer ikke, at københavnere er mere tolerante end ikke-københavnere. Til gengæld er knap en fjerdedel (23 pct.) enige om, at bydelen Nørrebro huser Københavns mest tolerante borgere.

Ja til kys, nej til lort

Der er dog hændelser, hvor københavnernes tolerance må se sig slået af forargelsen. For mens kyssende mænd i biografmørket og ammende kvinder med blottet bryst ikke kan hidse københavnerne op, så kan lort. Hundelort, vel at mærke. Efterladenskaber fra en hund på et fortov er således det tænkte scenarie, som flest københavnere, 64 procent, vil blive »meget« eller »ekstremt« forarget over.

»Det skyldes, at når det kommer til religiøs beklædning, hashhandel og de andre fremlagte scenarier, kan vi skændes fra nu af og til dommedag. Men er der én ting, vi kan blive enige om på tværs af køn, alder, politisk ståsted og bydele, så er det, at hundelort på fortovet er for klamt,« siger Klaus Rasborg.

Det er især kommunens borgere på 60+, som har manglende tolerance over for ikke-opsamlet hundehømhøm i byrummet, og 38 pct. i aldersgruppen ville blive ekstremt forargede over at opleve en ejer, som ikke samler op efter sin hund.

Københavnernes tolerancetærskel er ligeledes lav, når det kommer til Hizb ut-Tahrir, og et optog fra det islamistiske parti i ens gade ville forarge 54 pct. af københavnerne.

Personer bosat på Frederiksberg ville dog blive særligt forargede over at spotte Hizb ut-Tahrir foran deres bopæl, og to ud af tre frederiksbergere svarer, at optrinnet ville gøre dem ekstremt forargede. Det samme gælder for næsten lige så mange personer i Vanløse (62 pct.) og Amager Vest (61 pct.), mens et optog ikke ville vække forargelse blandt 31. pct. af personerne på Nørrebro.