Hun vil finde medicinen mod Parkinson

Pengepose Marina Romero-Ramos fra Aarhus Universitet har fået 750.000 kroner til sin forskning i Parkinsons sygdom. Pengene kommer fra Michael J. Fox' fond - den kendte Hollywood-skuespiller lider selv af sygdommen.

Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Det var lige de 750.000 kr., hun stod og manglede. Molekylærmedicineren Marina Romero-Ramos har netop fået besked om, at hun er blandt de 12 internationale forskere, der er blevet begavet med penge fra den amerikanske Hollywood-stjerne Michael J. Fox' fond til forskning i Parkinsons sygdom. »Spin City«-skuespilleren er selv ramt af Parkinsons syge.

Beløbet dækker ét års udgifter til teknikerløn, medikamenter og forsøgsdyr. Hidtil har forskerne måttet holde sig til primitive organismer som celler, bananfluer og orme, når de ville påvise, at proteinet alfa-synuclein er medskyldig i Parkinsons syge. Nu får Marina Romero-Ramos chancen for at bruge et dyr, der er mere i familie med mennesket, nemlig rotten.

Det er et videnskabeligt spring, som Michael J. Fox-fonden fandt værd at støtte, da den modtog hendes ansøgning. Endemålet er at finde årsagen til sygdommen og en medicin, som ikke blot dæmper nogle af symptomerne, men som stopper selve sygdommens dødelige udvikling.

Marina Romero-Ramos' forskning støttes desuden af den svenske Parkinsonfond og The Nordic Center of Excellence of Neurodegeneration, Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom samt Lundbeckfonden.

Fra Sevilla til Århus
Den 36-årige adjunkt ved Institut for Medicinsk Biokemi ved Aarhus Universitet med det spanskklingende navn, er født i Sevilla. Som barn holdt hun af at gå med sin farmakolog-far i laboratoriet og lod sig fascinere af kolber og mikroskoper. Efter sin ph.d. fra Sevilla Universitet år 2000 videreuddannede hun sig et par år i Los Angeles og kom til Lunds Universitet i Sverige.

Siden 2005 har hun været ansat ved Aarhus Universitet, hvor hun ifølge sin professor Poul Henning Jensen »blev ansat, fordi hun kunne noget, som vi ikke kunne, men som vi gerne ville kunne - hun kan se ting, som kan gøres anderledes og stille spørgsmål, vi ikke er vante til.«

Hun beskrives som en hjertevarm, humørfyldt latiner - »en rollemodel, der favner at være topforsker og omsorgsfuld mor for sine to børn«.

Lige nu er Marina Romero-Ramos på barselsorlov med sin halvt år gamle søn. Men selv om fritiden er helliget familien, hindrer det hende ikke i at slæbe materiale hjem fra laboratoriet og drøfte fælles tiltag over middagsbordet med ægtefællen og universitetskollegaen, neurofysiologen Kimmo Jensen. Men hun er også til romantiske Jane Austen-romaner og biografture. Ferierne går til den talrige familie i Sevilla, bl.a. de fire søstre, der kan levere et væld af fætre og kusiner til hendes egne.