Hummelgaard: Beboere har holdt hånden over bander og kriminalitet

Justitsminister Peter Hummelgaard langer efter lørdagens skyderi på Christiania hårdt ud efter beboere og hashkøbere, mens han og Københavns overborgmester står benhårdt fast på, at Pusher Street på Christiania skal lukke permanent. Folketingets retsordførere er til gengæld delte, når det gælder løsningerne.

Politi var massivt til stede ved Christiania lørdag den 26. august 2023, da en person blev dræbt og fire sårede ved skud. Blandt de sårede er to udenlandske turister. Emil Nicolai Helms

Lørdag aften blev en 30-årig mand dræbt og fire sårede, heraf mindst to tilfældigt forbipasserende turister, da maskerede mænd trængte ind i bygningen Stjerneskibet, der ligger midt i Pusher Street på Christiania.

»Det er desværre langtfra første gang, at denne type afstumpet kriminalitet finder sted på Christiania, og derfor er det også uhyre vigtigt, at vi sætter foden ned og får lukket Pusher Street, som vi kender den i dag,« skriver justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en mail til Berlingske.