Huen sender hende på kanten af alvor

Emilie Strandby Arentoft begyndte med at krybe langs væggene på Frederiksborg­ Gymnasium. Nu føler hun sig ovenpå. Mød studenten anno 2013.

Selv om man repræsenterer Danmarks fremtid midt i en tid præget af en stram økonomi og et politisk krav om uddannelse til alle unge, tør Emilie Strandy Arentoft godt at vælge sin levevej ud fra, hvad hun har lyst til, efter at studenterhuen er blevet sat på hovedet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»One day baby, we’ll be old
Oh baby, we’ll be old
And think of all the stories that we could have told.«

 Asaf Avidan: »One day/Reckoning Song«, Wankelmut­ Remix
To fyre og en pige giver den gas. Så er de til en fest. Så står de og danser på en mur. Så er de på klub. Så kysser de skødesløst hinanden. Omkvædet kører igen og igen, imens musikvideoen klipper fra det ene scenarie til det andet. Vi må ikke glemme det. En dag skal vi fortælle hinanden historien, om dengang vi stod og festede på kanten af alvor.

Det er 19-årige Emilie Strandby Arentofts soundtrack til de tre år i gymnasiet.

»Vi vokser op en dag, og til den tid kan vi forhåbentlig se tilbage på tre oplevelsesrige år, der har været med til at spore os ind på den person, vi er om ti år.«

Kan du selv huske, hvordan det var at stå der i de lyse nætter med huen på, imens diskoteket lukkede sammen med ens barndom? Lige om lidt er det Emilie, der står der.

»For nogle bliver det et chok at forlade den rutine, man har haft igennem de seneste 13 år. At stå op og gå i skole. At være i en lille forsamling med 30 mennesker. Jeg kommer nok ikke til at savne at lave en aflevering. På den anden side kan jeg måske også blive lidt rastløs af ikke at have tidsfrister. Det kunne godt gå hen at blive lidt kedeligt. Nu er det kun mig, der kan bestemme, hvad der skal ske,« siger hun.

Det har taget ti minutter at tage fra hjemmet på Gartnervænget til Frederiksborg Gymnasium. Da hun først tog turen, var hun en 16-årig pige lige fra folkeskolens tryghed. Nu ser hun sig selv som en voksen, ansvarlig 19-årig.

»Jeg følte mig meget lille i begyndelsen. Nu ved jeg, hvordan man kommer op til lokale 27. Man føler sig automatisk lidt større.«

Lader sig ikke påvirke af politikerne

Storesøsteren havde valgt gymnasiet. Emilie gik helt automatisk samme vej. Som så mange andre. Uden særlig tanke på at hun er en del af Danmarks fremtid.

»Jeg tænker ikke så meget på politikernes snak om uddannelse og vækst. Jeg tænker nok mere på mig selv. Jeg lader mig ikke påvirke af dem. Det handler om, hvad jeg har lyst til.«

Emilie har lært, hvordan en kronik skal skrives. Hun ved, hvordan man bygger en stil op og har lært noget om struktur, analyse og kildekritik. Hvad alt det skal bruges til, ved hun ikke helt.

»Jeg synes, at europæisk etnologi lyder meget spændende. Sådan noget med kulturforskelle. Det kunne jeg godt tænke mig at gå videre med. Jeg vil helst have et job, hvor jeg ikke skal lave det samme hele tiden. Nu vil jeg gerne spare penge op, så jeg kan tage til New York og gå på college i to måneder. Det er min plan i sabbatåret.«

Den blå bog fortæller, at førstehåndsindtrykket af Emilie er, at hun er en stille pige, der har let til smil. I virkeligheden skal hun nok få sagt det, hun mener.

»Sådan er jeg også. Jeg har ikke brug for det der: »Se mig, se mig«. Jeg har heller ikke været formand for noget eller været en del af en kaffeklub. Jeg har været en del af gymnasielivet på almindelig vis. Og det har været helt o.k.«

Der er sket noget med Emilie på de tre år. Noget inde i hende selv som får hende til at møde verden på en anden måde.

»Jeg er blevet mere imødekommende som person og har ikke længere så mange fordomme om andre. Man har lidt en tendens til at være lidt fordomsfuld, når man går på en lille skole. Jeg er blevet mere moden nu. Jeg har også fået forskellige venner i gymnasiet, der har en anden baggrund. I folkeskolen mindede mine venner mere om mig selv. Dér skulle de spejle én selv.«

Selv om hun altid har været god til at stå op om morgenen, er det lave fravær, det hun er mest stolt af, når regnskabet skal gøres op efter tre år.

Efter festerne kommer alvoren

»Jeg er overrasket over, at jeg har kunnet formå at lave alle afleveringer og virkelig holde styr på det hele, så mit fravær ikke er blevet for højt. At jeg har kunnet klare det hele og stadig få o.k. karakterer. Jeg er ikke blevet tvunget til at vælge noget fra, og jeg har været god til at planlægge min tid.«

Efter festerne kommer alvoren. Emilie skal arbejde i en børnehave i Allerød. Først da bliver gymnasietiden sat i datid. Slutbilledet i musikvideoen til Asaf Avidans nummer er de tre unge, der klamrer sig til hinanden i et fælles kram, imens et stroboskoplys nådesløst banker ned over dem.

»Jeg tror også, at jeg kommer til at stå og tude med en pakke Kleenex, når vi skal sige farvel til hinanden. Man kan stadig ses med klassekammeraterne bagefter, men det bliver ikke det samme. Det ved jeg godt.«