Hovedstaden tager nyt skridt i kampen om en strålekanon

Region Hovedstaden bruger 350 millioner kroner på en ny kræftstrålekanon. Toppolitiker erkender, at man risikerer at stå med udstyr, som ikke må bruges, hvis behandlingen ender i Aarhus.

Mens internationale eksperter de kommende måneder skal vurdere, om en kræftstrålekanon i milliardklassen skal placeres på Rigshospitalet eller Skejby Sygehus, har Region Hovedstaden besluttet at købe sin egen kanon.

Politikerne har afsat 350 millioner kroner til formålet, og de håber, at det nye udstyr kan tages i brug i 2014.

- Vi er utålmodige i forhold til at kunne starte den behandling, som vi vurderer til at være en hel afgørende del af en moderne og fremtidig kræftbehandling. Det er derfor, vi har besluttet at købe strålekanonen, siger budgetordfører Thor Buch Grønlykke (S).

Ender eksperterne med at pege på en jysk placering, stopper det ikke Region Hovedstaden.

- Det er min forventning, at vi realiserer projektet under alle omstændigheder, siger Thor Buch Grønlykke.

Han erkender, at regionen kan ende med at stå med en strålekanon, som ikke må bruges.

- Hvis vi ikke får lov til at behandle patienter, så står vi selvfølgelig med en risiko for at stå med et anlæg, vi ikke kan udnytte fuldt ud. Det er jeg ikke så nervøs for, fordi på sigt, tror jeg, er der behov for flere behandlinger, end det store anlæg (det nationale anlæg, red.) kan klare. Men i princippet kan Sundhedsstyrelsen sige, at vi ikke må bruge anlægget, siger han.

Region Hovedstadens strålekanon er hundredvis af millioner kroner billigere end det anlæg, staten vil placere på enten Rigshospitalet eller Skejby. Alligevel afviser Thor Buch Grønlykke at kalde den københavnske model en discount-løsning.

- Det anlæg, vi gerne vil købe, er på mange måder mere moderne end det store anlæg, som diskuteres på nationalt niveau, siger han.