Hotel Jørgensen var det perfekte valg

Hotel Jørgensen er slidt, men billigt og ganske velbesøgt af rygsækrejsende og jyske lejrskoler.

Hotel Jørgensen er billigt og centralt beliggende ved Nørreport Station. Det benyttes bl.a. af mange skoleklasser. Fold sammen
Læs mere

Det er lidt utrygt, fniser pigerne fra 8.C. Mens drengene kækt overtager hotelreceptionistens kvikke bemærkning om, at Danmarks p.t. mest omtalte overnatningssted skam er det sikreste hotel i København.

Eleverne fra Sofiendalskolen i Aalborg er indlogeret på sovesalen i kælderen på Hotel Jørgensen. Samme sted hvor den navnløse, etbenede og tilsyneladende hukommelsessvækkede bombemand boede i sidste uge, indtil han kom til at sprænge et toilet i luften fredag eftermiddag.

I en gammel herskabsejendom på hjørnet af Rømersgade og Vendersgade i København ligger det noget anonyme herberg. Der er ikke længere ret meget herskabeligt over stedet, men det er populært blandt yngre rygsækturister og jyske lejrskoler. Fordi det er billigt - en køjeseng koster 175 kr. inklusiv morgenmad. Og fordi det ligger helt centralt lige bag Nørreport Station.

Men så er det pæneste også sagt om Hotel Jørgensen. Den identitetsløse bombemand har vidst, at han kunne opholde sig anonymt her, hvor der er en meget hurtig udskiftning af gæster. Bl.a. fordi det efter nøjere eftersyn er snusket, nedslidt og ikke altid helt rent i krogene.

»Undgå det for enhver pris«; »Snavset, usikkert, væggelus«; »Find noget andet«, lyder skudsmålene på internetportalen Tripadvisor. Og på hotels.com advares mod »mærkelige lugte«, »beskidte madrasser«, og at herberget er »som et fængsel«.

Men personalet er flinkt. Og Jørgensen er med sine 110 sengepladser en pænt god forretning med en årlig bruttofortjeneste på tre mio. kroner.

Hotellets reception og lobby med små runde borde og spinkle taburetter er fordelt på halvanden etage. Én trappe ned fra gadeplan ligger det toilet, som bombemanden sprængte væk fredag kl. 13.22. I dag er det afskærmet med en masonitplade og et gult »Adgang Forbudt. Politiet«-skilt. Også nabotoilettet med en ståldør er blevet låst af politiet.

Køjer og fællesbruser

Et papskilt viser ned til køjesengene og fællesbruserne i kælderen. En labyrint af smalle kældergange med vandrør i lofterne forbinder sovesalene. Flere trapper fører tilbage til stueetagen, og adskillige kælderdøre er mærket med nødudgang.

Det var via én af disse døre, bombemanden stak af umiddelbart efter den ukontrollerede toiletsprængning. Og han vidste, at han blev filmet, for overalt bekendtgør store skilte, at kælderen er TV-overvåget. Selv i rummet med 14 bagagebokse, hvoraf kun de tre har låge og lås. Inderst i kælderen med et væg-til-væg-spejl for endevæggen ligger et morgenmads- og opholdsrum. Uden vinduer, men med poolbord og bordfodbold - og et TV-hjørne med store brune sofaer i læderlook.

Den klaustrofobiske fornemmelse i kælderen forsvinder bare en halv etage oppe, hvor dagslyset kommer ind ad lysskakten ved fortovet. Lobbyen foran bombetoilettet er udstyret med colaautomat, slikautomat og Nescafé-maskine. Og på en reol med turistbrochurer har velmenende rejsende efterladt en håndfuld paperbacks.

Her har bombemanden under sit københavnerophold kunnet slappe af med konspirationsteoretiske bestsellere som Dan Browns »Da Vinci Code« og Christopher Kochs »The Year of Living Dangerously« .

Receptionisten siger, at hotellets ejer Per Gamrath har nedlagt forbud mod, at personalet taler med journalister. Og Gamrath selv er »ikke hjemme«, fortæller den yngre dame, der tager hans telefon.