Hosten der trækker ud

Kold lungebetændelse er en populær betegnelse for en infektion med mycoplasma, som er en blanding mellem en bakterie og en virus. Symptomerne ligner til forveksling en almindelig forkølelse, men det er ofte den langvarige, tørre hosten, som får folk til at søge læge.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mit venteværelse er fyldt til randen med hostende, feberhede, hals-smertende, ørepine-lidende og/eller snottede patienter. Det er en kold tid og en hård nyser. Nogen har influenza, nogen halsbetændelse. Nogen mellemørebetændelse eller bihulebetændelse. Nogen er bare forkølede, nogen har bronkitis. Nogen har lungebetændelse, og nogen af børnene er ramt af RS-virus. Nogen kaster op, og nogen har diarré.

Det er tiden for varm te, kold saft, våde klude på panden, kilometervis af køkkenrulle til at pudse næse i. Nogen der passer på én, nogen der virkelig forstår, hvor syg man er, nogen der banker puderne og ryster dynerne og bærer over med alle éns urimeligheder: man er jo syg! De fleste af de her diagnoser er både lette at stille og behandle eller ikke behandle for lægen, for ofte kan vores eget modstandsapparat selv klare ærterne. Men så kommer de hostende, der nu har hostet og hostet den ene uge efter den anden. Som er matte, men ikke "rigtig" syge. Som har fået at vide, at nu må de altså gå til læge, for de kunne have en "kold lungebetændelse." En kold lungebetændelse er en populær betegnelse for en infektion med mycoplasma, en blandingsting mellem virus og bakterie. Den bliver kaldt kold, fordi temperaturen ikke er så høj som ved en almindelig lungebetændelse med virus eller bakterier. Men har man en lungebetændelse med mycoplasma, er man påvirket og har lettere forhøjelse af temperaturen, så helt kold er den altså ikke.

Langt de fleste infektioner med mycoplasma forekommer hos børn og unge. Den er forholdsvis sjælden hos voksne over 60 år. Den forekommer hele året rundt, men er som alle andre infektioner hyppigere i vinterhalvåret. Hver tredje-femte år opstår der en egentlig epidemi, sidst var i 1998. Langt de fleste af mycoplasma-infektionerne giver et mildt forløb, der ligner en forkølelse eller en bronkitis. Altså hoste, der ofte er tør og irriterende, lidt snot og lidt halsondt, og den går over ganske af sig selv og volder oftest ikke de store problemer.

Specielt de helt små børn har ofte et mildt forløb. Hos nogen få udvikles der så den kolde lungebetændelse. Infektionen starter to-tre uger efter man er blevet smittet (inkubationstiden). Over nogle dage får man tiltagende snue, lettere halssmerter og i begyndelsen en tør og irriterende hoste. Efter nogle dage begynder hosten at blive mere våd med opspyt af slim, der ikke er gulligt, men nærmere hvidligt. Temperaturen er let forhøjet.

Når infektionen går over i en egentlig lungebetændelse, stiger temperaturen yderligere, og de fleste får også fornemmelsen af lettere åndenød som ved almindelige lungebetændelser. Det vil sige, at de ser ud til at have en almindelig lungebetændelse med hoste og lidt hvæsende vejrtrækning, når de træder ind ad døren. Men de er ikke så overophedede af feber som ved de andre typer lungebetændelser. De føler sig bare ikke rigtig raske, og det er de heller ikke.

Når lægen så skal undersøge for den kolde lungebetændelse, er problemet, at man ikke kan høre den med sit stetoskop, det kan han ellers ved de andre typer lungebetændelser. Her høres typisk en knitrende lyd hver gang patienten trækker vejret - som madpakke-papir man krøller sammen. Sådan er det ikke ved en kold lungebetændelse, der er ikke noget at høre. Lægen kan høre om forløbet af sygdommen, se på den lungebetændelses-lignende patient og så enten behandle ud fra det eller sende vedkommende til røntgen, som vil kunne afsløre en infektion af lungerne. Lægen kan også tage en podning fra næse-svælg, som så kan dyrkes og give svaret. Man kan også tage en blodprøve, der kan vise, om man har dannet antistoffer mod mycoplasma.

Symptomerne som snue og halssmerter går over i løbet af en uges tid, mens hosten kan hænge ved i ugevis, og det er tit det, der bringer folk til læge. Selvom man ikke bliver behandlet, klarer kroppen fint alle de både lettere og sværere mycoplasma-infektioner. Selv når infektionen udvikler sig til en kold lungebetændelse, klarer kroppen at behandle sig selv. Men lungebetændelses-symptomerne som hosten og fornemmelsen af åndenød kan altså vare ved længe, og da man samtidig har den ofte lettere feber, der udtrætter, vil mange vælge at behandle. Behandling iværksættes oftest kun, når lægen mistænker en egentlig lungebetændelse, de andre symptomer har klaret sig selv i løbet af en almindelig forkølelsesuge.

Behandlingen er antibiotika af typen makrolid (Erytromycin, Abboticin, Klacid, Zitromax osv.). Det mildner og afkorter sygdomsforløbet, hosten svinder, temperaturen bliver helt normal igen, og så har man bare lige den der besværlige periode tilbage som altid efter længerevarende infektioner, hvor man skal komme sig. Hvor man starter igen for fulde omdrejninger, men energien hænger et eller andet sted langt efter, og hvor man ville give sin højre arm for en times tid på sofaen, når man kommer hjem fra arbejdet.

Skriftlige forslag til Liselotte Hergel om nye emner til lægerubrikken kan stiles til

TætPå-redaktionen

Berlingske Tidende

Pilestræde 34, 1147 København K.

Telefax: 33 75 25 75. e-mail: taetpaa@berlingske.dk