Hospitalsvæsen får 300 millioner mere: Region vedtager budget

I Region Hovedstaden betyder en budgetaftale mellem otte ud af ni partier i regionsrådet, at hospitalerne får tilført 300 millioner kroner mere årligt.

Region Hovedstaden tilfører hovedstadens hospitaler flere midler i de kommende år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix

Hospitalerne i Region Hovedstaden kan glæde sig over at få tilført 303,3 millioner kroner mere om året de næste fire år.

Det besluttede otte ud af ni partier i regionsrådet, da de torsdag aften blev enige om en budgetaftale. Dansk Folkeparti stod uden for aftalen.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

»Mange patienter må vente for længe på at få at vide, om man fejler noget, og om det er alvorligt. Det kan koste liv. Jeg er derfor glad for, at vi styrker indsatsen for at sikre hurtigere udredning og behandling. Konkret afsætter vi 100 millioner til at styrke kræftområdet og de afdelinger, som er særligt pressede og har lange ventelister,« siger Venstres leder i regionsrådet, Martin Geertsen (V), til TV 2 Lorry.

Regionernes hospitaler får til deling 80 millioner kroner i 2020, som de selv kan råde over. I de efterfølgende år får hospitalsvæsenet 70 millioner kroner til frie midler, som også kan fordeles frit mellem hospitalerne i Region Hovedstaden.

Regionerne fik forinden tilført 1,5 milliarder kroner efter de foregående økonomiforhandlinger.