Hospitalsklovn forårsager hjertestop

Den 42-årige hospitalsklovn Hubert Nielsen var i denne uge uforvarende årsag til hjertestop hos en ældre patient på Spjæld Sygehus. Den 74-årige hjertepatient Karl Detlev var netop på vej tilbage fra afdelingens tv-rum, da Hubert Nielsen, iklædt rød næse, hvid ansigtsmaling og sko med båthorn på, sprang frem fra et kosteskab og overraskede den ældre mand med et højt »Pas po! Jaj ska skinne maj!«

----------------------------------------------------
Denne artiklen stammer fra den række af ugentlige klummer, som blev bragt på bagsiden af Berlingske Tidende i årene 2001 til 2003. Klummerne var fiktive nyheder i samme stil som dem, der med mellemrum dukker op i tv-udsendelser som The Daily Show og eller står på websitet The Onion. Artiklen blev oprindelig bragt sammen med en satirisk tegning og en brugervejledning om at artiklen ikke skulle tages for pålydende. Den er hermed gentaget.
Redaktionen, august 2010

----------------------------------------------------

Forskrækkelsen fik den 74-årige til at vælte bagover og støde hovedet mod et rullebord med sengebækkener. Kort efter blev der sendt bud efter afdelingens vagthavende læger, der hastigt administrerede hjertemassage på den bevidstløse Karl Detlev.

»Karl har altid været frygteligt bange overfor klovner. Det er en indgroet angst, der stammer fra hans barndom, da han blev nevet af en fransk klovn i et omrejsende cirkus,« fortæller Karl Detlevs ægtefælle, Ingrid, der nu overvejer et sagsanlæg mod Spjæld Sygehus.

Episoden er blot den sidste i en række, der involverer klovnen, som hospitalet har ansat til at højne humøret hos patienterne. Tidligere på ugen vakte det således irritation blandt hospitalets øjenlæger, da Hubert Nielsen udløste en pruttepude midt under en vanskelig hornhindetransplantation. På hospitalets mave-tarmafdeling vandt Huberts vandspand-fyldt-med-konfetti-trick heller ikke applaus, eftersom en stor mængde konfetti havnede midt i en åben mavesårsoperation.

»Jeg kan ikke udelukke, at det har set komiskt ud for en udenforstående, men selv havde jeg svært ved at finde det brede grin frem, da jeg skulle plukke 110 konfettistykker ud af vores mavepatient,« siger overlæge Göran Kold med et anstrengt smil.

Værst er det dog for de små patienter på børneafdelingen. Mange af dem har ikke noget forhåndskendskab til klovner, og det groteske syn af Hubert Nielsen iklædt en kingsize gul paryk og knaphulsblomst har fået mange af børnene til at briste i skrækslagen gråd.

»Vi kan altid mærke, hvornår klovnen har været på besøg. Børnene gemmer sig ængsteligt under dynerne, og kan kun lokkes frem, hvis vi ruller fjernsynet hen foran dem og sætter det på Cartoon Network,« siger afdelingens leder, Anne Pedersen.

Hospitalsklovnen har dog ikke kun frembragt lidelser, fortæller overlægen.

»Forleden kom Hubert drønende ned ad hovedtrappen med hovedet forrest, efter at han var kommet til at jokke forkert i sin XXX-large lægekittel. Det så faktisk ret skægt ud, og resten af dagen gik personalet og smilede,« siger Göran Kold.