Hospitalsansatte: Millionbesparelser kan koste liv

Vi frygter for patienternes sikkerhed, hvis de planlagte millionbesparelser bliver gennemført, lyder advarslen fra Rigshospitalets ansatte til politikerne i Region Hovedstaden.

ARKIVFOTO. Oversygeplejersker, chefjordmoderen og klinikcheferne på Rigshospitalet har skrevet to breve til direktionen, hvor de advarer om, at besparelser for millioner vil gå ud over patienterne - og i værste fald koste liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis sparekravet for næste år på 200 millioner kroner på Rigshospitalet bliver gennemført, risikerer det at gå ud over patientsikkerheden.

Sådan lyder advarslen i to breve fra henholdsvis hospitalets klinikchefer og hospitalets oversygeplejersker og chefjordemoder til de ansvarlige politikere i Region Hovedstaden.

»Vi frygter, at det går ud over sikkerheden for vores patienter og kvaliteten af vores behandling,« siger klinikchef på Rigshospitalet Jens Hillingsø.

Han forklarer, at besparelser af den kaliber vil betyde, at det bliver svært blandt andet at overholde hensigten i pakkeforløbene for kræftsygdomme, udredningsretten og diagnosegarantien samt behandlings- og ventetidsgarantien for akutte livstruende sygdomme.

»Hvis man varsler et udgiftspres på 700 millioner kroner samtidig med, at man fortsætter med at bygge, fortsætter med at love nye behandlinger og fortsætter med at investere i IT, så nytter det ikke noget, at det sker på bekostning af vores nuværende behandlinger. Og det gør det. Derfor håber vi at få en dialog i gang om, hvordan man kan prioritere anderledes,« siger Jens Hillingsø.

Region Hovedstaden har varslet besparelser for knap 700 millioner kroner på hospitalsområdet, hvoraf de 200 millioner kroner skal findes på Rigshospitalet.

Også blandt Rigshospitalets oversygeplejersker og chefjordemoderen ringer alarmklokkerne. Allerede nu er medarbejderne »presset til det yderste«, advarer de:

»Med den varslede besparelse vil vi yderligere blive presset på vores ressourcer. Det vil betyde en endnu strammere prioritering af de daglige arbejdsopgaver, hvor kun de allermest nødvendige og livsvigtige plejeopgaver vil blive tilgodeset, og vi frygter for patienternes sikkerhed på grund af et øget tidspres,« skriver de i brevet, som Berlingske Nyhedsbureau er i besiddelse af.

Flere politikere og faglige organisationer har kritiseret det rekordhøje sparekrav, og i et sjældent set fælles brev til regeringen advarer titusindvis af sygehusansatte fra alle fem regioner nu også mod besparelserne. Her er budskabet det samme som fra de ansatte på Rigshospitalet: Besparelserne vil føre til fejl, som kan koste liv.

»Det handler om politiske prioriteringer, og den beslutning ligger hos jer. Hvis I som ansvarlige politikere beslutter ikke at tilføre regionerne ekstra ressourcer, får det konsekvenser,« hedder det blandt andet i brevet til regeringen.

Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) ønsker ikke at kommentere sagen, mens økonomiforhandlingerne mellem Danske Regioner og regeringen endnu ikke er afsluttede, oplyser hendes pressechef i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.