Hospitaler mangler folk

Hverken Rigshospitalet eller andre hospitaler i hovedstaden skal fyre ansatte. De mangler personale. Milliarder løser ikke problemet. Det gør bedre arbejdsgange og rekruttering, siger fagfolk. Det skriver Politiken.

Hospitalerne i hovedstaden mangler sygeplejersker, lægesekretærer, sundhedsassistenter og læger. Lige nu er der 1.481 ubesatte job, viser den første systematiske opgørelse over antallet af ubesatte job, som Region Hovedstaden har foretaget.

Samtidig står de over for at skulle behandle endnu flere patienter næste år og forventer, at det vil udløse et behov for yderligere 700-800 ansatte.

Regionen har afsat 1,5 milliarder kroner til det formål. Men de ekstra penge skaffer ikke i sig selv mere personale.

»Man kan jo ikke trylle medarbejdere frem, hvis de ikke er på arbejdsmarkedet«, siger Jørgen Schwensen, der er personaledirektør i Region Hovedstaden.

Antallet af ubesatte stillinger på hovedstadens sygehuse svarer til fire procent af det samlede antal job. Der vil altid være 1-2 procent ubesatte stillinger, fordi de ansatte skifter job, men fire-fem procent er tegn på personalemangel, og det er det helt store problem på danske sygehuse, siger professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet.

»Vi ser begyndelsen til det, der bliver en kæmpe udfordring i sundhedsvæsenet de kommende 10-15 år«, siger Kjeld Møller Pedersen.

Problemet løses ikke ved at bevilge flere penge til hospitalerne, mener han.

»Langtfra. Flere penge betyder ikke, at der er flere hænder at købe. Med det arbejdsmarked og det stigende antal ældre, så er mange flere penge ikke en løsning«.

Kjeld Møller Pedersen peger på, at hospitalerne i stedet skal bruge personalet rigtigt og skabe gode arbejdsforhold med faglige udfordringer.

Effektive arbejdsgange indgår også i et oplæg til en strategi, der skal tiltrække og fastholde sundhedspersonale på hospitalerne i Region Hovedstaden.

»Hvis man skal øge aktiviteten på et område, hvor man i forvejen mangler personale, må man se på, om man kan tilrettelægge arbejdet mere snildt, så man kan udføre det, uden at man nødvendigvis får fyldt alle stillinger op. Det tror vi, at der er gode muligheder for«, siger personaledirektør Jørgen Schwensen.

Rigshospitalet har lige nu 184 ubesatte stillinger.

Kilde: Politiken