Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Aldrig har patienterne været så tilfredse med deres sygehuse, og det smitter nu også af på de karakterer, som Sundhedsstyrelsen uddeler til hospitalerne.
Hele 24 af de 60 offentlige sygehuse har i den seneste karakterbog fået fire stjerner, når det gælder de fysiske rammer og patienternes tilfredshed med servicen, mens de er indlagt eller skal behandles ambulant.
Dermed er mere end hvert tredje hospital rykket ind i den næstbedste kategori, og det er rekord. Vejle Sygehus var således gennem flere år det eneste fire-stjernede offentlige sygehus i karaktersystemet, som blev introduceret i 2006.
Ifølge Sundhedsstyrelsen skyldes karakterløftet især, at en del sygehuse har formået at hæve deres andel af tilfredse patienter i de årlige landsdækkende undersøgelser af patienternes oplevelser, som er et af de centrale parametre i karaktergivningen.
Jylland er stjerneland
»Generelt er patienterne meget tilfredse med deres oplevelser på sygehusene. Men vi kan se, at nogle sygehuse har formået at øge patienttilfredsheden en smule mere end andre og når dermed op på det pointtal, som udløser fire stjerner i stedet for tre,« siger akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen Nils Raahauge.
Det er påfaldende, at en stor del af de fire-stjernede sygehuse er placeret i Jylland, og at der også er en del mindre lokalsygehuse blandt topscorerne, mens hospitalerne i hovedstadsområdet ikke klarer sig særlig godt. I Region Nordjylland får f.eks. fem af de ni sygehuse i regionen, som er med på karakterlisten, fire stjerner, heriblandt Farsø og Dronninglund sygehuse, hvor man primært tager sig af henholdsvis ortopædkirurgiske og ældre, medicinske patienter.
»Patienterne i Nordjylland er generelt de mest tilfredse i landet, og det skyldes bl.a., at vi har et højt dedikeret personale, som yder en god, høj kvalitet. Og de mindre sygehuse har måske også mulighed for at lave mere effektive forløb, når der ikke kommer akutte opgaver ind, som kan virke forstyrrende. Det har både betydning for arbejdstilrettelæggelsen og den måde, som patienterne føler sig set og hørt på,« siger formanden for regionsrådet, Ulla Astman (S).
En hjælp til patienterne
Systemet med uddeling af stjerner blev indført af daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen ( V) med bl.a. det formål at give patienterne bedre mulighed for at vælge, hvor de vil behandles. Vurderingen er dog, at patienterne kun bruger det i meget beskedent omfang.
Til gengæld har den indbyrdes konkurrence mellem sygehusene skubbet på for at forbedre kvaliteten af f.eks. hygiejnen for på den måde at reducere risikoen for infektioner, skønnes det.
Hospitalerne i Region Hovedstaden har altid ligget i den tunge ende.
I den seneste karakterbog er det kun Hørsholm Hospital, der er oppe på fire stjerner, og det hospital er nu lukket. Otte hospitaler får tre stjerner, og fire af de otte to-stjernede hospitaler i landet ligger i Region Hovedstaden.
Region Hovedstaden ramt af akut aktivitet
»Selv om vi har forbedret os, kommer vi desværre altid lidt dårligere ud i målingerne af den patientoplevede tilfredshed. Men vores hospitaler har også en meget stor akut aktivitet i modsætning til mange af de mindre sygehuse, som kun tager sig af planlagte forløb. Og det er altså noget nemmere at opnå høj patienttilfredshed, når man ved, hvilke og hvor mange patienter der kommer ind ad døren om morgenen,« siger koncerndirektør Svend Hartling, Region Hovedstaden.
Svend Hartling understreger også, at den overordnede sygehuskarakter ikke siger noget om selve kvaliteten af behandlingen. Og hvis man i stedet ser på de såkaldt standardiserede mortalitetstal risikoen for at dø, mens man er på hospitalet er tallet i Region Hovedstaden det laveste i landet.
Som det eneste af de eksisterende hospitaler i Region Hovedstaden er der tale om fremgang på Amager Hospital, der er gået fra to til tre stjerner, hvilket ikke mindst hænger sammen med, at man har lagt sig i selen for at øge andelen af patienter, som får tildelt en kontaktperson.
»Alle patienter skal have en kontaktperson, der kan støtte og rådgive dem, og som kender patientens forløb. Det har vi stort fokus på, og jeg tror, at patienterne oplever, at det giver tryghed og sikkerhed, hvilket viser sig i patienttilfredshedsundersøgelsen,« siger hospitalsdirektør Peder C. Mogensen.