Hospital i tøjkrise: Mangler 3.000 stykker tøj
Nordsjællands Hospital mangler tusindvis af stykker tøj fra dets ansatte. »Det er uhygiejnisk,« slår hospitalet fast i et nyhedsbrev.

Nordsjællands Hospital mangler tusindvis af stykker tøj fra dets ansatte. »Det er uhygiejnisk,« slår hospitalet fast i et nyhedsbrev.

Nordsjællands Hospital i Hillerød mangler i øjeblikket flere tusinde stykker tøj, da flere ansatte tilsyneladende er blevet skødesløse med deres uniformer. Det skriver TV 2 Lorry.
3.000 uniformsdele er ikke set i 90 dage, og det gør det umuligt for hospitalets service- og logistikafdeling at opspore tøjet.
Der går i øjeblikket over 12 dage, fra en uniformsdel er udlånt, til den lander på vaskeriet. Og det er for længe, hvis der skal være rent tøj til alle. Det fremgår af en nyhed i Nordsjællands Hospitals nyhedsbrev.
»Vi har uniformer nok, og hvis alle smed uniformen til vask efter hver vagt, ville tøjet ryge videre til vaskeriet klokken 6 næste morgen og ligge klar på hylden igen dagen efter. Det er uhygiejnisk, når tøjet ikke lægges til vask, og det ødelægger samtidig det økosystem, som hospitalets uniformsudlån er bygget til,« siger Jesper Vind, der er ansvarlig for uniformsbutikken i nyhedsbrevet.
På hospitalet findes der cirka 38.000 uniformsdele til 2.800 uniformsbrugere. Hvis alle låner ti uniformsdele ad gangen, som de burde, er der i princippet 10.000 dele på lager. Altid. Men selv om regnestykket burde gå op, er det ikke sådan, virkeligheden er.
Jesper Vind kommer med en kraftig opfordring til, at alle følger reglerne for brug af uniformer.
»Når tøjet ikke lægges til vask, ligger det i stedet smidt i bunker i garderober, foran garderober, i linnedkurve rundt omkring, eller også bliver det taget med hjem og vasket. Det sidste er strengt forbudt på grund af hospitalets hygiejneregler,« siger han
»Egentlig er det meget enkelt. Lån maks. tre sæt uniformer ad gangen. Husk at scanne tøjet, når du låner og afleverer det. Og læg så din uniform til vask ved afleveringsstationerne hver dag. Så har du også rent tøj til arbejdsdagen i morgen.«