Hospital i Horsens vil filme fødsler

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Fremover skal en lang række af de akutte fødsler på Regionshospitalet Horsens fanges med et filmkamera.

Det sker dog ikke for at forevige det store øjeblik, hvor et barn kommer til verden, men som led i et forskningsprojekt, der skal gøre personalet på hospitalets fødestuer bedre til at samarbejde i kritiske situationer, skriver TV 2 Østjylland.

»De fleste af os har vel et billede af, at når man ser Formel 1, og bilen kører ind til pitstop, så har man et team-samarbejde, der går virkelig hurtigt. De kan mange ting vildt stærkt, og faktisk vil vi gerne kunne det samme, når man kommer ind på en fødestue,« siger læge og projektansvarlig Lise Brogaard Roed Jensen til TV-stationen.

Videoerne skal efterfølgende analyseres for at finde ud af, hvordan sundhedspersonalet bedst kan agere i akutte situationer. Af samme årsag er det udelukkende akutte fødsler, hvor der er læger til stede, der vil blive anvendt i forskningsprojektet. Og kun såfremt den fødende kvinde og hendes partner giver deres tilladelse.

BNB