Holst må alligevel gerne tage orlov

Ifølge velfærdsministeriets jurister kan regionsrådsformand Carl Holst godt holde orlov med familien i tre måneder, så både han og hans afløser får fuld løn.

Det er helt i orden, at en regionsrådsformand holder forældreorlov i tre måneder, og at hans afløser får fuld løn imens. Det konkluderer Velfærdsministeriet mandag.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V), havde ellers aflyst sin orlov, men nu kan han altså tilsyneladende finde flybilletterne frem igen.

- Det er mit ministeriums opfattelse, at reglerne for lokalpolitikere allerede i dag giver de nødvendige frihedsgrader i arbejdstilrettelæggelsen. Reglerne er således ikke til hinder for virkeliggørelsen af regionsrådsformandens planer, skriver velfærdsminister Karen Jespersen (V) mandag i et svar til Enhedslistens Line Barfod om sagen.

Ministeriets udtalelse går stik imod de meldinger, Statsforvaltningen i Syddanmark tidligere har givet Carl Holst, der ville tage på orlov i tre måneder med sin familie.

/ritzau/