Køkkenmødding, helligkilde, en mystisk kampestensætning, strandenge med 13 af de 45 orkidéarter, der findes i Danmark, skovensomhed - og frem for alt svimlende smukke udsigter over Isefjorden og Udby Vig. Alligevel hedder dette sted på det yderste af Tuse Næs nord for Holbæk noget så prosaisk som Hønsehals Skov.

Kjeld Jensen holder meget af Hønsehalsen, der i Skov- og Naturstyrelsens terminologi er en B-skov.

Og så har Skov- og Naturstyrelsen nogle steder ryddet såkaldte udsigtsglimer ved at fjerne træer og buske i tre-fire meter brede striber, så man fra skovvejen kan få nogle særligt smukke udsigter over fjorden.
Vi slår et slag forbi Nykilde Brønd, en kilde, der ifølge lokal overlevering er helbredende, og som sandsynligvis kan føres helt tilbage til Ertebøllekulturen. I dag vandes køerne her.

Som alle rigtige skove gemmer Hønsehals Skov på et mysterium i form af nogle omhyggeligt anbragte kampesten.

»Det skyldes, at halvøen på et kort med lidt god vilje ligner et hønsehoved, eller måske snarere et kalkunhoved med hals,« forklarer skovfoged Kjeld Jensen, Skov- og Naturstyrelsen, der leder vores lille ekspedition til Hønsehalsen og omegn, som staten for et kvart århundrede siden købte for at give Holbæk-borgerne et offentligt tilgængeligt naturområde.

»Denne blanding af blidhed og kraft, som præger dens runde former, er typisk sjællandsk. Og sjællandsk er det, at man helt herinde ved den største danske øs midte møder det friske hav i hundreder af skikkelser, stykket ud i fjorde og sunde og bredninger, de ældgamle sejlveje helt ind til øens bankende hjerte, handelsveje eller hærveje, alt efter som tidernes puls slog, hvor flåder har trængtes på liv og død fra længe før sagaerne blev til,« skrev Achton Friis i 1930erne om egnen i »Danmarks store Øer«.

Den følelse får man også i dag, hvad enten man står højt på en skrænt og ser over Udby Vig til Bognæs eller kigger over mod Orø nede på stranden ved Isefjorden, hvor man kan være heldig at se marsvin og sæler, for ikke at tale om når man finder en bunke østersskaller, hjertemuslinger og flinteafhug i en 6.000-7.000 år gammel køkkenmødding fra Ertebøllekulturen under rødderne på en skovfyr små hundrede meter fra fjorden.

Stedet er afmærket med rå, firkantede granitsøljer med kongekrone og bogstaverne FM - Fortids Minde eller Fredet Minde - for at sikre køkkenmøddingen mod ødelæggelse.

»Da de østers blev spist, gik stenalderhavet helt herop og kalken i skallerne har skabt et kemisk miljø i møddingerne, der har bevaret dem, så de ser helt friske ud. De er fredede, så man må ikke tage noget af indholdet med hjem,« siger Kjeld Jensen.

På den anden side af skovstien kan man i øvrigt spise sin egen madpakke, bare man ikke gør som stenalderfolket, men tager sit affald med sig.

Plads nok

»Det betyder, at her er alt overladt til naturen og den stille skovgæst. Her er ingen mountain bike-stier, hundeskove eller andet organiseret brug, her kan man virkelig gå rundt og føle sig helt alene. Selv om der som regel står flere biler på P-pladsen, når jeg kommer, møder jeg sjældent andre på stierne, her er plads nok til alle.«

En del af skoven er naturskov, der passer sig selv. Blandt andet får væltede træer lov til at blive liggende og rådne op til glæde for insekter, dyr og svampe.

»Ligner det ikke noget fra en film om hobitterne eller Harry Potter?« siger Kjeld Jensen, da vi går gennem et område med naturskov lidt nord for køkkenmøddingen. Fortsætter man længere mod nord, kommer man gennem det flotte bakkelandskab Dalerne.

Rundt omkring i skoven er der strandenge, hvor der græsser fredelige køer, og hvor der bl.a. er en stor bestand af Salepgøgeurt, en af de orkidéarter, der har medført at hele Udby Vig-området er fredet, hvilket ikke betyder, at man ikke må færdes der.

Mysteriet i skoven

»Det ligner syltsten til et hus, og der er teorier om, at det kan have været en karantænestation for syge køer eller en fold til at fange kvæget i, men det kan også have været et hyrdehus. Vi aner det ikke, og vi vil gerne have hjælp fra læserne,« siger Kjeld Jensen.

På vejen til eller fra Hønsehals Skov kan man kigge ind i Mosemark Skov, som Skov- og Naturstyrelsen anlagde i 1989 for at kunne masseproducere frø fra udvalgte træer, som vokser i Danmark.

»Stedet er valgt, fordi de lokale forhold sikrer en stor frøproduktion: Nedbørsmængden er under landsgennemsnittet, her er sjældent sen nattefrost, og her er langt til naboer med træer, der kunne komme til at bestøve de podninger, vi har på modertræerne,« fortæller Kjeld Jensen.

Her er 16 forskellige træarter plus en række bærbuske, samt en kunstig sø til vandingsvand. Et godt sted til en lille konkurrence om, hvem der kender flest træer og buske.