Det føles næsten ikke mere dansk.
Lyden af den danske nationalsang inden en landskamp, det danske flag i fødselsdagskagen eller Den Lille Havfrue ved Langelinie.
For mange skaber de nationale symboler en stærk fællesskabsfølelse, men spørger man Ulla Tofte, der er direktør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, er de danske symboler i dag forældet.
»De nationale symboler har en tendens til at skille mere, end de samler, fordi de er blevet brugt meget aggressivt politisk,« siger hun i »Østergaards salon«.
Ulla Tofte henviser blandt andet til, at Dannebrog historisk er blevet brugt til at vise Danmarks suverænitet udadtil, og at det i nyere tid er blevet brugt af flere politiske bevægelser.
Blandt andet har Dansk Folkeparti brugt flaget meget konsekvent i deres politiske kampagner i en længere periode.
»Det er helt centralt, at vi finder ud af, om Dannebrog er et af de allervigtigste symboler på en fællesskabsfølelse og fælles identitet, eller om det bare er ét blandt en række symboler,« siger hun.
Vi behøver ikke en fælles historie
Men det er ikke kun de nationale symboler, som vi skal kaste et kritisk blik på. Ulla Tofte mener nemlig ikke, at vi behøver at have en fælles historie for at dele en nationalfølelse med hinanden. Tværtimod.
»Lige så vigtig historien er, lige så ekskluderende kan historien være, hvis vi sætter det op som en ramme for forståelsen af, hvad det vil sige at være dansker,« siger hun og henviser til de danskere, der ikke har været en del af historien, fordi de ikke har været længe nok i Danmark.
Samtidig peger Ulla Tofte på, at det i stedet er nogle fælles værdier, der binder os sammen som danskere.
Weekendavisens udlandsredaktør, Anna Libak, gæster også »Østergaards salon«. Spørger man hende, er vi nødt til at have noget til fælles, for ellers kan vi ikke have et nationalt fællesskab.
»Der er ikke givet nogen bedre definition, end den som Grundtvig har givet i folkeligheden: At folket er dem, der har for modersmålet øre,« siger hun:
»Det er dem, der lærer dansk, hvis de bor her, og dem med fædrelandets ild. Det vil sige dem, der holder af Danmark, orienterer sig mod Danmark og føler sig danske.«
Du kan høre hele afsnittet af »Østergaards salon« her, hvor vært Mette Østergaard også taler med Anna Libak og Ulla Tofte om, at Joe Bidens vil stille op som præsidentkandidat i 2024.