Højsæsonen for genopdragelsesrejser

København. Udenrigsministeriet skønner, at 38 personer ufrivilligt befinder sig i udlandet enten på genopdragelsesrejse, i forbindelse med tvangsægteskab eller som efterladte ægtefæller og børn.

Derfor vil integrationsminister Inger Støjberg (V) med blandt andet nye oplysningskampagner til lærere og vejledere hjælpe med at opdage de unge, der står til at blive sendt af sted på genopdragelsesrejserne.

- Det er vigtigt, at vi klæder lærere og vejledere, som er helt tæt på de unge, på til at være opmærksomme og gribe ind i tide. Samtidig skal vi tage fat i forældrene og også sørge for, at unge ved, hvor de kan få hjælp, siger ministeren i en pressemeddelelse.

/ritzau/