Højesterets nye præsident advarer mod Papes minimumsstraffe

Når justitsministeren og et flertal i Folketinget fordobler minimumsstraffen for ulovlig våbenbesiddelse, er det en problematisk måde at lovgive på. Det mener højesteretspræsident Thomas Rørdam.

Når justitsministeren og et flertal i Folketinget fordobler minimumsstraffen for ulovlig våbenbesiddelse, er det en problematisk måde at lovgive på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

At være mere tough on crime eller at være meget mere tough on crime – det er tidens retspolitiske spørgsmål.

For Thomas Rørdam, Højesterets nye præsident, er det imidlertid problematisk, når justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og et flertal i Folketinget fordobler minimumsstraffe og udvider strafferammer. For i sidste ende – altså når hammeren falder i retten – bør det ske med udgangspunkt i den enkelte sag, mener højesteretspræsidenten.

»De sager, der kommer for domstolene, har forskellige grader af grovhed. Med minimumsstraffe fratager man domstolene muligheden for at vurdere, om der i de konkrete sager er særlige omstændigheder, der gør, at det bliver uforholdsmæssigt strengt at anvende minimumsstraffen,« siger Thomas Rørdam.

Han mener, at en anden ulempe ved minimumsstraffe er, at »de har en tendens til, at stort set alle får samme straf, fordi man er kommet så højt op rent strafmæssigt«.

»Så selv om noget kriminalitet i virkeligheden er meget grovere end anden kriminalitet, så klumper straffene sig sammen om eksempelvis to års fængsel for ulovlig besiddelse af skydevåben. Dermed får man ikke den nuancering, man gerne skulle have af hensyn til grovheden af de enkelte tilfælde,« siger Thomas Rørdam med reference til justitsministerens lovforslag om at hæve minimumsstraffen for ulovlig våbenbesiddelse.

Nye retspolitiske vinde

Under Statsministeriet på Christiansborg er der en ny mand i kontoret i balsalsstørrelsen. Thomas Rørdam blev i februar præsident for Højesteret og er dermed landets højst rangerende embedsmand. Berlingske har mødt Rørdam på kontoret til en snak om domstolenes og retsprincippernes position i det postfaktuelle samfund.

I Danmark bygger man land med lov, som der – lettere omskrevet – står på Københavns Byret. Retspolitisk har dette de senere år givet sig udtryk i, at der bliver sat hårdt mod hårdt, at strengere straffe er præventive i sig selv, og at retsfølelsen og offer skal i fokus.

Søren Pape Poulsen har som selverklæret tryghedsminister stået på netop disse principper i de godt 100 dage i stolen. Ikke færre end 15 forslag har ministeren sendt i høring og læg dertil en række udspil, der endnu ikke er i høring. Forslagene og udspillene har blandt andet været en fordobling af minimumsstraffen for at bære skydevåben på offentlig vej og en udvidelse af strafferammen for indbrud.

»Det er ingen tvivl om, at det at være tough on crime, er det, der har præget den retspolitiske linje de seneste mange år. Det er en udvikling af politisk karakter, som jeg sådan set ikke har en holdning til,« slår Thomas Rørdam fast:

»Mit ærinde er kun at advare, når man er i færd med at gennemføre skærpelser af straffe på en uhensigtsmæssig måde.«

Højesteretspræsidenten husker især en lovændring omkring straffen for at bære kniv på offentlig vej, hvor der blev indført en minimumsstraf på syv dages fængsel. Det endte med, at domstolene med Thomas Rørdams ord »måtte stå på hovedet« for ikke at sende en håndværker, der havde en hobbykniv i sine arbejdsbukser efter fyraften, i fængsel:

»Politikerne sagde, at det slet ikke var sådan nogle situationer, de havde tænkt på med minimumsstraffen, men det er ekstremt vanskeligt for domstolene at gøre noget ved. Min pointe er, at det er en rigtig dårlig måde at lave lovgivning på. Det er bedre, at politikerne i lovforarbejderne fortæller, at udgangspunktet for straffen skal være x-antal år. Så kan domstolene foretage et skøn i den enkelte sag og vurdere, om der er omstændigheder, der gør, at straffen skal være højere eller lavere. Og dermed behøver politikerne ikke være bekymrede for, om domstolene loyalt vil følge deres anvisninger om straffenes længde. Vi er meget loyale.«

Hvad med retsfølelsen – er det ikke vigtigt, at justitsministeren viser, at vi straffer forbrydere hårdt?

»Der opstår jo et problem, når lovgiver undertiden hæver en strafferamme, selv om der ikke er noget galt med den gældende, men for at få lejlighed til at komme med bemærkninger om det fremtidige strafniveau, som ønskes skærpet inden for den gældende strafferamme. Det er med den form for lovgivning ikke meningen, at hele strafferammen skal udnyttes, bortset fra i enkelte, ekstreme tilfælde. Alligevel er der eksempler på, at domstolene efterfølgende bebrejdes, at de udmålte straffe ligger langt fra strafferammens maksimum. Det er svært at se løsningen på dette problem, fordi lovgiver kun kan agere i forbindelse med lovgivning,« siger Thomas Rørdam:

Han nævner som eksempel, at politikerne ændrede straffen for uagtsomt manddrab, så forbrydelsen nu kunne give op til otte års fængsel:

»Man vedtog en lov, hvor man udvidede strafferammen, men det var slet ikke meningen, at man skulle op på de otte år. Den eneste grund til, at politikerne lavede den lovændring, var, at de ønskede straffene skærpet inden for den allerede eksisterende strafferamme.«

Thomas Rørdam slog sit navn fast i den danske juridiske bevidsthed, da han i 1991 overtog forsvaret for én af de tiltalte i Blekingegade-sagen og på ingen tid fik læst op på sagen. Sidenhen forsvarede han blandt andre den tiltalte i Plejebo-sagen, der var tiltalt for at have dræbt 22 beboere på et plejehjem i København. Anklageren måtte dog frafalde tiltalen. I 2002 fik Rørdam en rød dommerkappe i velour og blev som højesteretsdommer udstyret med landets mest magtfulde hammer. Kappen med indgraveringen »Rørdam« hænger på knagen i lokalet bag retssalen i Højesteret.

Det postfaktuelle samfund, hvor viden og erfaringer ofte sidestilles med holdninger og meninger, ser Thomas Rørdam ikke som en trussel mod de retsprincipper, som han nu er blevet garant for:

»Domstolene rangerer højt i undersøgelser om befolkningens tillid, og det ser jeg sådan set ikke ingen ændring i. Det har altid været sådan, at politikere kan finde på at blande sig i afgørelser, som domstolene træffer. Sådan vil det være fortsat.«

Thomas Rørdam overtager et 350 år gammelt maskineri og vurderer ikke, at vi skal forvente de helt store ændringer med ham ved roret. Men han udelukker ikke muligheden for, at Højesteret i trit med tiden på et tidspunkt, måske, skal på sociale medier.

»Jeg kan ikke udelukke, hvad der sker om tre, fire eller fem år. Men det bliver ikke i morgen. Man må hele tiden se på, hvad det for nogle udfordringer, domstolene har, og hvordan vi skal tackle dem. Dér har jeg et særligt ansvar, fordi jeg ikke kun er chef for Højesteret – jeg er i toppen af kransekagen i hele domstolssystemet. Det er noget, jeg er meget bevidst om.«

Læs justitsminister Søren Pape Poulsens svar her