Højesteret: Omstridt DF-annonce var ikke krænkende for nydanskere

Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed, skrev DF i annonce med navne på 685 personer i 2013.

Én af personerne på listen Dansk Folkeparti, der var en del af en dagbladsannonce fra partiet i 2013, havde været overvåget af PET for "bekymrende og mistænkelig" adfærd. Personen blev hverken sigtet, tiltalt eller dømt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

København. Dansk Folkepartis annonce i flere dagblade fra 2013 med navnene på 685 personer, som indgik i lovforslag om statsborgerskab, var ikke ærekrænkende.

Det har Højesteret afgjort i en dom torsdag.

Både landsretten og byretten var ellers nået frem til, at partiet krænkede 15 sagsøgeres ære. Partiet blev derfor dømt til at betale ti dagbøder à 1000 kroner, og en erstatning til hver af de 15 sagsøgere på 10.000 kroner.

Men nu slipper partiet altså for den regning.

Sagen går tilbage til 2013, hvor Dansk Folkeparti gengav navnene på 685 personer under overskriften: "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed". Annoncen blev bragt i Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten.

Årsagen var, at PET havde en mistanke mod én af de nævnte, og partiet ville med annoncen problematisere, at en mistænkt kunne opnå statsborgerskab.

Da man ikke kunne få oplyst, hvem mistanken var rettet mod, valgte partiet at bringe samtlige navne.

Men flere ansøgere på listen ville ikke finde sig i at blive nævnt i den sammenhæng, og 15 personer lagde derfor en privat straffesag an mod partiet.

Højesteret lægger i dommen vægt på, at »annoncen af en almindelig læser må opfattes som en politisk meningstilkendegivelse om, at der ikke bør meddeles indfødsret til en person, der er til fare for statens sikkerhed.«

Annoncen må af læseren derfor ikke opfattes »som en beskyldning mod hver enkelt af de 685 personer for at være til fare for statens sikkerhed og en potentiel terrorist,« lyder det.

Desuden mener retten, at opsætningen af annoncen, hvor navnene på de knap 700 personer står, ikke i sig selv fremstår som det centrale budskab.

Læseren må forstå, at annoncen alene angår én af de 685 personer, lyder det.

»Den mistænkeliggørelse af samtlige 685 personer, der ligger i de to udsagn, for hver enkelt på listen er så vag, at den ikke kan anses for at krænke nogen enkeltpersons ære,« skriver Højesteret på sin hjemmeside.

Tilfreds Thulesen efter dom: Højt til loftet i et demokrati

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er overrasket, men meget tilfreds, efter at Højesteret torsdag har afgjort, at annoncen ikke var ærekrænkende.

»Det afgørende er, at man får slået fast, at der skal være højt til loftet i et demokrati,« siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.

/ritzau/