Høj ungdomskriminalitet smitter af på flygtningedrenge

Undersøgelse viser, at der er større risiko for, at børn af flygtninge bliver kriminelle, hvis de bliver placeret i en kommune med stor ungdomskriminalitet.

Drenge fra flygtningefamilier bliver i høj grad smittet af ungdomskriminaliteten i den kommune, de vokser op i, viser den første danske undersøgelse, hvor det har været muligt at følge en bestemt gruppe børn og unge med udenlandsk baggrund. Det skriver Jyllands-Posten.

Undersøgelsen omfatter de 4.425 børn under 15 år, der kom til Danmark i flygtningefamilier fra 1986 til 1998, og som blev fordelt ud til kommunerne af myndighederne.

Landets kommuner er i undersøgelsen opdelt efter raten for ungdomskriminalitet i perioden. I kommuner med lav ungdomskriminalitet som eksempelvis Grindsted Kommune havde 1,2 procent af de unge mellem 15 og 25 år fået en dom i perioden 1986-98., mens kommuner med høj ungdomskriminalitet som for eksempel Brøndby Kommune lå højt med 2,8 procent.

Undersøgelsen viser, at forskellen slog igennem hos flygtningedrengene. Hvis en dreng fra en flygtningefamilie voksede op i for eksempel Brøndby Kommune i stedet for i Grindsted var der 10-18 procent større sandsynlighed for, at han som 21-årig havde fået en dom.

»Undersøgelsen rejser spørgsmålet om, hvorvidt man burde undlade at boligplacere børn og unge fra nye flygtningefamilier i kommuner med stor ungdomskriminalitet,« siger lektor Anna Piil Damm fra Aarhus Universitet, som har lavet undersøgelsen i samarbejde med Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Kommunernes Landsforening vil have regeringen til at binde flygtningefamilier i længere tid i kommuner med lav ungdomskriminalitet. Det afviser integrationsminister Manu Sareen (R).

»Vi skal i stedet fokusere på det forebyggende arbejde blandt de unge,« siger han til Jyllands-Posten.