Hjemmeværnet solede sig i muslimsk kvinde

Tørklædeklædt kvinde var positivt omtalt i artikler og på video på Forsvarets og Hjemmeværnets hjemmesider. Nu er tørklædet ikke velkommen i Hjemmeværnet.

Historien om den tørklædeklædte muslimske kvinde, der strøg gennem Hjemmeværnets grunduddannelse, var populær hos Hjemmeværnet selv. Men det var før Maria Mawla fik beskeden om, at hun ikke måtte fortsætte hos hjemmeværnet, hvis hun insisterede på at bære sit tørklæde.

Informationschef i Totalforsvarsregion København, Jeanette Serritzlev, omtalte første gang Maria Mawla i en artikel tilbage i juni. Artiklerne lå indtil søndag eftermiddag på Hjemmeværnets hjemmeside sammen med et billede af Maria Mawla med et armygrønt tørklæde under sin kamuflagefarvede kasket:

- Det traditionelle billede af en ung, muslimsk kvinde udfordredes for nylig på grundskolen i Jægerspris. Maria Mawla er nyt medlem i hjemmeværnet, men adskiller sig fra sine kammerater ved at bære tørklæde under den reglementerede hovedbeklædning (...) Hun elsker at bryde mønstre og vise, at muslimske kvinder er andet end det tørklæde, de bærer, lyder det blandt andet i artiklerne.

I en video på Forsvarets hjemmeside, kan man ligeledes høre uddannelsesleder kaptajn Lennart Larsen udtale sig om Maria Mawla.

- Hun er faldet godt ind sammen med alle de andre. Hun har været aktiv i tingene, og hun er da ikke bange for noget som helst. Hun har bestået bronzemærket i førstehjælp, og hun har bestået skydeuddannelsen, siger han.

Men efter Dansk Folkeparti rørte på sig, erkender kommitteret for Hjemmeværnet, Ulrik Kragh, st det var en fejltagelse, at hun overhovedet startede på uddannelsen.

- Det har ikke været på ledelsesniveau, og det er uforeneligt med vores uniformsbestemmelse. Hvis det er sådan, at hun ønsker at videreføre sin uddannelse, så er det uden tørklæde, siger Ulrik Kragh.

Hjemmeværnets kovending i sagen glæder Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen:

- Det er godt, at Hjemmeværnet anderkender, at de har begået en fejl. Vi hilser muslimske kvinder velkommen i Hjemmeværnet, men det skal altså være uden tørklæde, siger han.

/ritzau/