Hjemmeværnet: Krigere eller samfundshjælpere?

Reelt står man med et valg mellem et bevæbnet Hjemmeværn med krigere, der vil opfattes og behandles som en militær organisation, eller et reduceret Hjemmeværn bestående af folk, der accepterer rollen som samfundshjælpere som den primære opgave.

Hjemmeværnets støtte til det civile samfund er efter Den Kolde Krigs afslutning på mange måder blevet vigtigere for samfundet end værnets evne til at modstå invasionen, der aldrig kom. Men beslutningen om at indsamle bundstykkerne til 4.328 frivilliges våben vil - hvis den gøres permanent - reducere værnet fra at blive opfattet og behandlet som en militær organisation vil blive en enhed bestående af folk, der accepterer rollen som samfundshjælpere som det primære. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Hjemmeværnet kom til verden i efterkrigsårene i en hørm af mistillid. Vel at mærke mistillid rettet mod de politikere, som en stor del af frihedskæmperne efter besættelsesårene anså for medansvarlige for den tyske besættelse af Danmark i 1940. »Aldrig mere 9. april,« lød det fra de frihedskæmpere, som efter krigen stiftede egne hjemmeværnsforeninger og som nægtede at aflevere de våben, de som modstandsfolk havde modtaget under krigen.

Med hjælp fra Frihedsrådets medlem, Frode Jakobsen, lykkedes det i 1948 omsider for statsmagten at sikre sig kontrollen med Hjemmeværnet, der blev oprettet formelt i 1949. Frode Jakobsen nød stor anseelse, og hans personlige troværdighed og indsats som den første civile leder, kommitteret, for Hjemmeværnet, havde givetvis en stor betydning for, at Hjemmeværnet udviklede sig til en stor folkelig organisation. Under Den Kolde Krig havde Hjemmeværnet over 80.000 medlemmer, og mange af dem havde deres våben – fuldt funktionsdygtige – til opbevaring hjemme, i øvrigt sammen med såkaldt »kupammuntion«. Hjemmeværnets titusinder af frivillige soldater var parate til at observere, rapportere om, modstå og sinke en angribende fjende med ultrakort varsel, fordi de havde våben i køkkenskabet.

Efter Den Kolde Krig er Hjemmeværnet blevet væsentligt mindre. Antallet af udleverede våben er faldet drastisk, og er nu nede på 4.328 ved sidste optælling, hvilket er en halvering på fem år.

 

Hjemmeværnets støtte til det civile samfund er efter Den Kolde Krigs trussel på mange måder blevet vigtigere for samfundet end Hjemmeværnets evne til at modstå den invasion, der aldrig kom. Hjemmeværnet er der hver gang, samfundet har behov. Det forhindrer plyndringer i oversvømmede områder eller yder støtte til at afspærre gerningssteder og eftersøge forsvundne personer. Medlemmerne er så mange, at de kan løse opgaverne i mange dage, hvilket politiet ikke magter. De stiller også op på parkeringspladser for at anvise pladser, når store begivenheder trækker mange besøgende.

Men mange af de frivillige insisterer samtidig på at forblive en militær organisation, hvor hovedformålet er at uddanne sig til at forsvare Danmark mod angreb og terror med våbenmagt. Vel at mærke våben, man opbevarer derhjemme, i solide, godkendte våbenskabe og uden ammunition. Mange af dem føler sig derfor ramt af samfundets og hjemmeværnsledelsens mistillid nu, hvor bundstykkerne til deres våben indsamles. Uden bundstykker er riflerne ikke våben, men bare ufarligt metal og plastic.

Indsamlingen af bundstykkerne er ifølge Hjemmeværnets chef, generalmajor Finn Winkler, en midlertidig foranstaltning. Men bliver det en permanent ordning, er den afvæbning af hjemmeværnsforeningernes frihedskæmpere, som politikerne indledte i 1949, omsider blevet en realitet.

Politisk er det blevet svært at fastholde, at Hjemmeværnet har en soleklar militær rolle. Uanset Ukraine-krisen er der ingen eksistenstrussel mod Danmark. Og skulle et terrorangreb i Danmark kræve militær indsats med anvendelse af våben, vil politiet givetvis først og fremmest bede specialoperationsstyrkerne, altså Jægerkorpset og Frømandskorpset, om hjælp. Politiets Aktionsstyrke træner løbende og meget med netop de to korps. Det er simpelthen svært at forestille sig en situation, hvor en politidirektør vil bede Hjemmeværnet om hjælp fra bevæbnede enheder, der ikke er meget trænede til netop den type opgave.

I de senere år har Hjemmeværnet leveret mindre bevogtningsenheder til Kosovo og Afghanistan, men næppe nok til at begrunde, at Hjemmeværnets frivillige skal have våben i hjemmet.

Terrorangrebet mod »Krudttønden« i København blev begået med et våben, som blev røvet under dramatiske omstændigheder, og som dræbte en person og sårede flere. Men samtidig førte angrebet til afvæbningen af Hjemmeværnet, som meget vel kan ende med at blive permanent. Det vil i så fald få mange af de aktive frivillige til at forlade Hjemmeværnet, og det kommer til at beskære Hjemmeværnets evne til at hjælpe det civile samfund. Reelt står man med et valg mellem et bevæbnet Hjemmeværn med krigere, der vil opfattes og behandles som en militær organisation, eller et reduceret Hjemmeværn bestående af folk, der accepterer rollen som samfundshjælpere som den primære opgave.

Få et oveblik over Hjemmeværnet her: Grafik: Hjemmeværnet