Hjemmerøveri i Hirtshals fører til fængsling

20-årig kærer kendelse om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.

En ung mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om et hjemmerøveri i Hirtshals sidst i januar. Udbyttet var en bil, en jakke og en telefon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

En ung mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om et hjemmerøveri i Hirtshals sidst i januar. Udbyttet var en bil, en jakke og en telefon.

Det er anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, som oplyser om udfaldet af grundlovsforhøret i Retten i Hjørring.

Den 20-årige mand nægter sig åbenbart skyldig. I hvert fald har han kæret afgørelsen til Vestre Landsret.

Det var tidligt om morgenen 28. januar, at to maskerede mænd trængte ind i en ejendom på Ved Skolen i Hirtshals.

En dør til huset blev smadret, da der ikke blev lukket op.

De var bevæbnet med kniv, og de truede sig til en Peugeot, en iPhone og en jakke.

Den nu fængslede er fra lokalområdet, oplyser Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi.

Ofrene i sagen er to andre yngre mænd.

Om der er tale om et såkaldt egentligt hjemmerøveri, vil efterforskerne nu forsøge at klarlægge.

Det har stor for betydning for straffens længde, om offer og gerningsmand ved et røveri inden for hjemmets fire vægge kender hinanden i forvejen eller ej.

Når borgere udsættes for røveriet i hjemmet af en fremmed person, er straffen som udgangspunkt fængsel i fem år.

Hvis der derimod er tale om en bekendt, der begår røveriet, er sanktionen langt mildere.