Hjemme igen fra rummets Tivoli

»På et tidspunkt grinede jeg højlydt.« Andreas Mogensen er efter alt at dømme den fødte astronaut og fortæller veloplagt om sine enestående oplevelser i rummet.

17INDandreas.jpg
Turen ud i rummet har givet Andreas Mogensen stjernestatus, hvilket blev understreget af det store menneskeopbud, da han onsdag holdt pressekonference i København. Efterfølgende blev han i modtaget af Dronningen, som dekorerede ham med Den Kongelige Belønningsmedalje i den fineste udgave. Foto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

De to ældre damer står inde i foyeren til Industriens Hus og tripper af begejstring.

For om lidt skal deres store helt træde ind i glasbygningen på Rådhuspladsen i København.

»Hvis det stod til mig, skulle de have rullet en rød løber ud for ham. Han er fabelagtig sympatisk, en dygtig mand, flittig, venlig og med mål i sin tilværelse,« siger Solveig Corsola, 80 år.

Og Margrethe Sokolowski, 66 år, tilføjer:

»Han har vist os alle, at hvis man har en drøm, skal man forfølge den.«

Manden, de taler om, er naturligvis Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen. Da han endelig træder ud af ministerbilen og går indenfor i sin blå astronautjakke, bryder folkemængden ud i såvel klapsalver som begejstringsbrøl:

»Vi er stolte af dig, Andreas. Godt gået!«

Det er den 38-årige rumpioners første besøg i Danmark efter den hårde landing i en Sojuz-rumkapsel i Kasakhstans ødemark i lørdags. Men han ser på ingen måde mærket ud efter sine ti intense dage oppe i vægtløsheden. På det efterfølgende pressemøde giver han da også udtryk for, at han har nydt opholdet på den Internationale Rumstation i fulde drag.

Han fortæller bl.a., at han ved et fantastisk held og som den første i verden fangede en serie af såkaldte blue jets på film. Det er er blå og enorme lynudladninger fra toppen af tordenskyer og langt op gennem atmosfæren mod rummet.

»Min kone plejer at sige, at jeg er en person, som ikke altid viser store følelser. Men da jeg havde filmet det her enorme uvejr, var jeg godt klar over, at det var noget helt specielt. Så jeg styrtede tilbage og oploadede filen på min computer, og da jeg så den, blev jeg vild af begejstring. Så hurtigt, jeg kunne, fløj jeg ind til de andre astronauter og spurgte, om de havde set noget lignende. Det havde de ikke, og de blev lige så vilde som jeg, da de så det her blå lyn skyde ud mod rummet.«

Han beretter også om sin måske største oplevelse på rumstationen. Og giver et svar, der vidner om, at han på mange måder er den fødte astronaut. Han lavede sine egne, små lege eller eksperimenter med vægtløsheden og dermed med det forhold, at der på rumstationen reelt ikke er noget »oppe« eller »nede«:

»Hvis du kommer svævende ind i et modul på rumstationen langs loftet i stedet for langs gulvet, så kan du slet ikke genkende modulet, fordi synet ikke passer med hjernens model af rummet. Noget af det, som jeg rigtig godt kunne lide, var – i stedet for at flyve langs gulvet og f.eks. dreje til højre ind i et nyt modul – at flyve langs højre væg og så stille mig på kanten af lugen, så det næste modul faktisk gik nedad. Det var helt utroligt, hvordan hjernen ændrede modulet til at være et dybt hul. Selv om jeg godt vidste, at hvis jeg trådte ud, så ville jeg bare hænge og svæve der, så havde jeg alligevel den her fornemmelse af at falde ned i det her hul. Det var rigtig, rigtig skægt at opleve.«

Bilsammenstød

På den voldsomme hjemtur gennem atmosfæren oplevede han en lignende »forlystelse«:

»Det første, jeg så, da vi ramte atmosfæren med næsten 28.000 km/t, var, at luften omkring kapslen blev helt lyserød. Men efter bare et par minutter kan du ikke længere kigge ud af vinduerne, fordi de bliver forbrændte. Imens blev vi presset helt ned i sæderne og fik 4,4 eller 4,5 G i ret lang tid. Den næste fase er, når faldskærmen bliver udløst, og det er virkelig som en meget, meget vild rutsjebanetur. Kapslen bliver slynget frem og tilbage. På et tidspunkt grinede jeg højlydt, for det var en kæmpe oplevelse.«

Hvorefter han smilende tilføjer, at selve landingen på græssteppen var som »et bilsammenstød«.

Andreas Mogensen svarer også på et spørgsmål om, hvorfor Europa kan samarbejde med russerne om lige netop rumfart:

»Der er ingen problemer mellem nationaliteter på rumstationen. Vi er mennesker, der drager i rummet sammen for at løse fælles problemer. Det måske første indtryk, man får fra rummet, er, at du kan kun se én jord. Du kan ikke se landegrænser, og man få meget hurtigt fornemmelsen af, at landegrænser er menneskeskabte. Vi er alle mennesker med de samme drømme, samme ønsker og samme behov, og vi lever på den samme planet. Derfor er samarbejdet omkring rumstationen så vigtigt. Den er et eksempel på, hvordan vi kan løse ting i fællesskab, på tværs af landegrænser og kulturer.«

Endelig taler Andreas Mogensen om, at »der kommer til at gå flere år, før jeg får min næste mission«. Nærmest som om, der er statsgaranti for endnu en rumtur. Hvilket der næppe er, for det afhænger formentlig en del af regeringens fremtidige bidrag til Europas rumagentur, ESA.

Men han siger også, at »ESA vil gøre deres bedste for at give mig en mission til. De har jo investeret rigtig mange penge og ressourcer i at træne mig.«

Hans første drøm er at komme tilbage til rumstationen. Men i et længere perspektiv udelukker han ikke Månen og selv Mars, og han siger, at mange astronauter fortsætter helt op til omkring de 60 år.

I det næste års tid bliver Andreas Mogensen imidlertid i den grad på jorden. Danske skoler, universiteter og biblioteker står angiveligt i lange køer for at få ham på besøg for at fortælle om rumstationen og arbejdet som astronaut.

Efter pressemødet står de ældre kvinder, Solveig og Margrethe, stadig og tripper. Og heldigvis bliver tålmodigheden belønnet med en selfie med deres store rumhelt på mobilen.