Hjemløs ligger i kø til dyre sneakers

Et par eftertragtede sneakers designet af Kanye West bliver sat til salg i morgen, og der er lang kø foran en af de danske forhandlere.

Den hjemløse Simon Nielsen (t.h.) venter på at købe Kanye West-sneakers foran Wood Wood-butikken i København K. Han køber skoene for en bekendt. Vennen Philip Andresen sidder også i kø, men overvejer at beholde skoene selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fredag 27. juni bliver de eftertragtede Yeezy Boost 350 designet af rapperen Kanye West for Adidas sat til salg i Danmark,

Skoene, der er produceret i et begrænset antal, er kun sat til salg i få butikker i Danmark. I butikken Wood Wood i Grønnegade i København sælger de 18 herremodeller, og det har fået folk til at lægge sig i kø for at være sikker på at få fingre i sjældne sneakers, der koster 1.599 kroner.

De fleste i køen er helt unge drenge i moderigtigt tøj og medbragt campingudstyr, men et par 'kø-liggere' skiller sig ud. En af dem er den 28-årige Søren Nielsen. Han er hjemløs og ligger kun i køen, fordi en bekendt betaler ham 1.000 kroner for at skaffe ham de hypede sko, mens han selv læser til eksamen.

»Så gør jeg ham en tjeneste, og jeg ville jo have været på gaden alligevel,« forklarer Søren Nielsen, der kommer til at bruge tre-fire dage på opgaven.

»Men når man så hører, hvad de sko er værd, så er det en lidt dårlig aftale, jeg har lavet,« siger Søren Nielsen med et grin.

Priser på såkaldt 'limited edition'-sneakers har det med at nå vanvittige overpriser, og Søren Nielsen har da også fået tilbudt helt op til 7.000 kroner for de sko, han er nummer fire i køen til.

Han slår dog fast, at en aftale er en aftale - og at det i øvrigt har været sjovt at opleve folk ligge i kø for et par sko.

»Hvis jeg havde penge nok, kunne jeg da godt finde på at købe sådan et par sko, men jeg gad godt nok ikke stå i kø for dem,« lyder dommen fra Søren Nielsen, der har planer om at bruge nogle af de penge, han får for kø-sidningen til selv at købe sig et par nye sko - der altså ikke er designet af multitalentet Kanye West.

Og vennen Philip Andresen har sikret sig en god plads i køen. Modsat Søren Nielsen overvejer han at beholde skoene selv og har ikke lavet planer om at sælge dem - endnu.

»Får jeg et super tilbud af nogen, der vil give 6-7.000 kroner, så er det hans gummisko. Men hvis ikke, så beholder jeg dem selv,« slår han fast.

»Det kunne da være skægt at sælge Hus Forbi i nogle sko, som der ikke er ret mange i Danmark, der har,« tilføjer han.

De to venner er altså ikke spor hverken forundrede eller forargede over, at unge danskere bruger så mange penge på fodtøj - til gengæld undrer det dem, at deres 'kø-fæller' får lov til at sove ude på gaden om natten af deres forældre.

»Jeg ville jo ønske at alle dem, der ligger i kø foran vores butik, lå der, fordi de rigtig gerne vil have skoene. Sådan er virkeligheden desværre ikke. Vi har tidligere haft kunder, som har ligget i kø i flere dage for at købe sko for så efterfølgende at sælge dem videre. Grundlæggende synes jeg, at det er en ærgelig udvikling, men jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvem der må købe sko, eller hvad de gør ved dem bagefter,« oplyser Wood Woods medstifter Brian Jensen i en mail til BT.

I USA findes der professionelle 'kø-siddere' som 'Same Ole Line Dudes', der tager omkring 150 kroner i timer for at sikre deres kunder den nyeste iPhone, videospil eller teaterbilletter til populære stykker.