Hjælp! En ny dag truer

Snart åbnes den nye kalender, og vi vil hurtigt sande, at året er proppet med alt fra lusedag og bagedag til fattigdomsdag og psoriasisdag. Hvorfor skal vi bage på kommando og græde over verdens fattige samtidig. Hjælper det?

Kan I huske torsdag den 18. oktober? Nå ikke. Måske kan jeg hjælpe hukommelsen lidt på gled. Det var den dag, vi alle sammen havde taget en fridag og stod derhjemme med klistrede fingre og æltede en grålig masse af gær, vand, olie og mel, mens vores rødkindede børn kluklo og sagde; hvor er det dejligt, at vi laver noget sammen, Mor, og hvorfor bliver brødet større inde i ovnen, Mor, og hvaffor noget brød spiste I egentlig, da du var barn, Mor?

Hvor vi dog fik snakket sammen den dag, og hvor brødet dog smagte.

Er der stadig ikke en klokke, der ringer?

Hm. Måske det går bedre med den 8. september?

Stadig tomhed? Tsk tsk – jeg hjælper lidt på vej. Jo, det var den lørdag, hvor vi alle sammen havde sat dagen af til at stå som sild i en tønde på havne og ved dambrug til »events«, hvor vore opvakte poder lærte om fiskeopdræt, filetering og hvad ved jeg.

Nej? Hvad så med den 24. november, hvor vi sad derhjemme og brændte bonerne fra Super Brugsen, mens vi angrede vores høje vestlige forbrug og græd over de underbetalte arbejdere i den tredje verden. Nix? Ingen Buy Nothing Day hjemme hos jer???

Så 5. oktober da – Lærerens Dag? 15. oktober – Den Hvide Stoks dag!?!

Der er simpelthen gået inflation i at udnævne sagesløse kalenderdage til »Dagen« for dit og dat. Nogle måneder er ganske vist hårdere ramt end andre. I januar og juli kan vi således have en masse dage for os selv, hvor vi kan have dårlig samvittighed over for verdens fattige en helt tilfældig tirsdag, mens vi spiser rødspættefileter en lige så tilfældig torsdag.

Derimod er oktober hårdt ramt. Utroligt at man overhovedet når at passe sit arbejde i den måned. Her er dage for vegetarmad, ældre, musik, arkitektur, astronomi, dyrene, smilet, lærerne, sindet, hospice, billard, mental sundhed, tandpleje, bagning, vinden, æblet, blinde, fødevarer, fattigdom, spor, bamser og psoriasis.

Og hvad har sådan en smule bladsmører så imod, at vi bare én dag om året tænker lidt på de fattige, de blinde, kindtænderne og vores alle sammens bamser i kasserne oppe på loftet, spørger De?

Lad mig slå fast, at jeg er dedikeret fan af hjemmebagte boller, og jeg vil til hver en tid argumentere for bedre forhold for verdens synshandicappede og lærere. Jeg vil bare ikke gøre det på kommando, og når hver anden dag året rundt er besat til alt fra lusejagt til menneskerettigheder, så forsvinder den enkelte dags – og sags – betydning.

For mig gik det helt galt, da jeg i TV så, at Colgate havde udnævnt oktober til Sund Mund Måned med fokus på isninger i tænderne. En hel måned! Kunne de i det mindste ikke have nøjedes med en enkelt dag?

Så nu har jeg taget en beslutning. Jeg er stået af. Slut med at fejre Æblets Dag og Pandekagedagen. Dog vil jeg lige minde om, at det er menneskerettighedsdag på mandag.

Men den dag skal jeg faktisk holde fri og bage med de rødkindede unger, der vil klukle og sige: Hvor er det dejligt, at vi laver noget sammen, Mor, og ......«