Hizb ut-Tahrir sender ikke penge til terror

Hitz ut-Tahrir beskyldes for at sende penge til terrorstøtte i Mellemøsten, men det afviser afhoppere og eksperter.

Hizb ut -Tahrir demonstration i København 12. marts 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hizb ut-Tahrir støtter ikke terror. Det vurderer tre eksperter, efter det er kommet frem, at 10 procent af mellemmernes løn hver måned går til den yderliggående muslimske organisation.

Det har fået Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup til at ønske en undersøgelse af, hvor i udlandet Hizb ut-Tahir-medlemmernes donationer ender og til hvilket formål. Politikere diskuterer nu, om organisationen bør forbydes.

»Hvad der overrasker mig, er, at organisationen forlanger »tiende« fra medlemmerne, som vi i DF frygter sendes af sted for at støtte terror i Mellemøsten. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at pengene går til dialog og demokratisk genopbygning,« siger Marlene Harpsøe (DF) i en pressemeddelelse.

Men det ligger ikke til Hizb ut-Tahrir at støtte terror. Den engelske konvertit Maajid Nawaz, der var med til at etablere den danske celle af Hizb ut-Tahrir, afviser, at pengene går til terrorrelaterede organisationer.

»Pengene går til Hizb ut-Tahrirs »global leadership«, der så vurderer, hvilke lande, der har behov for økonomisk støtte. Man kan f.eks vælge at støtte nuværende medlemmer, starte nye grupper op eller støtte eksisterende aktiviteter,« siger en kortfattet Maajid Nawaz.

Med »global leadership« menes Hizb ut-Tahrirs ledelseskommitee, der angiveligt styres fra Jordan. Det forklarer den danske konvertit Mohammad Hee. Han forlod Hizb ut-Tahrir i 2004.

»Pengene går ikke til terror. Det har jeg ikke eksempler på. Man kan sige meget om Hizb ut Tahrirs radikale holdninger og retorik. Men ret skal være ret: Jeg har aldrig hørt dem opfordre til terror som f.eks Al-Qaida. Tværtimod udsendte Hizb ut-Tahrir en pressemeddelelse efter 11. september, hvor de tog afstand fra terror,« siger Mohammad Hee, der oplyser, at det er besluttet, at alle medlemmer betaler til organisationen. Undtaget er måske de muslimer, der stadig studerer Hizb ut-Tahrir, og som endnu ikke er fuldgyldige medlemmer. Men også de opfordres til at give, hvad de kan undvære.

Den danske konvertit forklarer, at det er hans vurdering, at de donerede penge går til løbende udgifter, som at aflønne den danske talsmand, leje af lokaler, trykke løbesedler etc.

»Men det er mit indtryk, at det indsamlede beløb overstiger udgifterne i Danmark og at der overføres penge til udlandet. Jeg ved ikke, hvordan pengene overføres og hvor stort beløbet er. Det er spekulationer. Det er ikke en transparent organisation, og kun få, højtplacerede medlemmer ligger inde med de oplysninger,« siger Mohammad Hee.

De to konvertitter er altså enige om, at Hizb ut Tahrir ikke støtter terror. Det samme vurderer journalist Malene Grøndahl, medforfatter til bogen »Hizb ut-Tahrir i Danmark – Farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?« fra 2003.

»Det ville overraske mig meget, og sikkert også medlemmerne, hvis pengene gik til terrororganisationer. Hizb ut-Tahrir mener jo netop, at de gør noget andet end »de andre«, og at de har fat i den lange ende i forhold til etablering af den islamiske stat,« siger hun, der i forbindelse med bogen lavede interview med en række medlemmer af organisationen.

»Vi fandt ikke ud af, hvor pengene ender. Men det lyder sandsynligt, at pengene sendes til udlandet og at det er ledelseskomiteen, der står for koordineringen, for organisation er topstyret,« siger Malene Grøndahl, der understreger, at hun ikke har konkret information, men hun vurderer det ud fra hendes arbejde med islam og Hizb ut-Tahrir.

Justitsminister Lene Espersen afventer rigsadvokatens anbefaling til om foreningen skal forbydes i Danmark.