Historikere kritiserer PET-kommisionens arbejdsmetoder

Hvis politikerne ønsker at komme til bunds i sagerne om Blekingegadebanden og PETs forbindelser til Arafats elitekorps, Force 17, som Berlingske Tidende beskrev i går, er PET-kommissionen ikke den rigtige vej frem, mener historikere.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens mange historieinteresserede danskere venter i spænding på den længe ventede rapport fra PET-kommissionen, hvor dele formentlig kommer til at omhandle sagen om Blekingegadebanden, er to af landets førende historikere inden for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og terrorisme mere eller mindre ligeglade med rapporten.

»Jeg synes principielt, at de kommissioner, som vi har haft en stribe af de senere år, er en uskik. Det er ikke en kritik af de udmærkede forskere, som sidder i disse kommissioner. Men kommissionerne sidder meget længe, og deres arbejdsmetoder er præget af lukkethed. Og så kommer de med en meget omfattende rapport efter nogle år, som man kan tage til efterretning,« siger Poul Villaume, professor ved Københavns Universitet og ekspert i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

»Jeg ville foretrække, hvis man lagde sådanne undersøgelser ud i åben »licitation« i forskningsrådene, hvor der er åben konkurrence blandt forskere om at få lov til at komme til bunds i disse sager. Det ville være meget bedre, hvis man foretog det som et normalt historisk forskningsprojekt, hvor man løbende fremlægger delresultater og modtager feedback fra kolleger,« siger Poul Villaume.

I går fortalte Berlingske Tidende historien om, hvordan Yassir Arafats elitekorps, Force 17, med base i Danmark planlagde flere likvideringer, blandt andet af en israelsk agent bosat i Norge samt de danske jøder, overrabbiner Bent Melchior og chefredaktør Herbert Pundik. Attentaterne blev forhindret, blandt andet takket være PETs overvågning. Men på trods af attentatplanerne blev ingen af Force 17s medlemmer hverken udvist, sigtet eller tiltalt. Senere kom det frem, at PET angiveligt havde holdt et hemmeligt møde med Force 17 og udvekslet informationer.

Det fik flere retsordfører fra Folketingets partier til at kræve, at PET-kommissionen også skal undersøge disse oplysninger. Men kommissionen er bare ikke det rigtige sted at foretage sådan en undersøgelse, mener historikere.

»Kommissionsarbejde er politisk, og det er fint nok. Det er bare ikke så brugbart rent historisk. Historieforskning er noget andet, og vi er nødt til at inddrage flere internationale aktører for at skaffe det fulde billede af, hvad der foregik i den periode,« siger Anne Sørensen, postdoc ved Aarhus Universitet, som har forsket i international terrorisme.

»Kommissioner er ofte en ørkenvandring. De er politiske, og jeg synes ganske enkelt ikke, at historiefaget og vores forståelse af den tid kommer særlig meget videre,« siger Anne Sørensen, der mener, at spørgsmålene som PET-kommissionen i øjeblikket arbejder med er så »betændte«.

»Man vil hele tiden kunne anlægge en anden vinkel på sagerne, og man vil altid kunne hævde, at denne kommission ikke nåede til vejs ende i arbejdet eller drog de rigtige konklusioner. Og derfor ved jeg ikke, hvor frugtbare disse kommissioner er,« siger Anne Sørensen.

Vigtig brik
Både Poul Villaume og Anne Sørensen er dog enige om, at det er meget vigtigt og interessant at få klarlagt, hvad PET og den danske regering foretog sig i perioden.

»Det er en vigtig brik i danske udenrigs- og sikkerhedspolitiks historie at finde ud af, hvordan man forholdt sig til fremmede efterretningstjenesters gøren og laden i landet. Men det gør jo sagen kontroversiel og følsom,« siger Poul Villaume.

Det er bare vigtigt at kigge ud over de aktiviteter, der er foregået på dansk jord, hvis man vil have det fulde billede, mener Anne Sørensen.

»Det kunne være vildt spændende at få adgang til arkiverne og få folk i tale fra dengang, men jeg vil ikke se det som et dansk projekt. Man er nødt til at have den internationale vinkel med. Det nytter ikke noget at stoppe forskningen ved den dansk-tyske grænse, fordi der er så mange internationale relationer, man er nødt til at tage med og få kortlagt,« siger Anne Sørensen.