Historien rig på tidlige ægteskaber

Muhammeds ægteskab med en ung pige var ikke usædvanligt for tiden, da det handlede om alliancer, mener eksperter. Den nuværende Muhammed-sag er dukket op med jævne mellemrum gennem de seneste 300 år. Også i Danmark fandtes unge brude.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1700-tallets Europa begyndte man at interessere sig for tidlige kilder, der fortalte om profeten Muhammed.

Og de tidlige muslimske kilder var ikke ligefrem karrige med informationen, de fortalte frisk og frejdigt om blandt andet Muhammeds ægteskab med ni-årige Aisha, som Dansk Folkeparti nu har genopdaget i en par år gammel tysk bog.

»Der var ingen grund til at skjule ægteskabet dengang, for det var ingen overtrædelsen af datidens moralkodeks,« siger Thomas Jøhnk Hoffmann, der er Koran-ekspert, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier under Københavns Universitet.

Når man i 1700-tallets Europa også interesserede sig for lige netop den historie, så var det fordi, det ligesom ikke rigtigt passede ind i et europæisk kristent syn med et noget mere puritansk forhold til sex i det hele taget.

»Man ville gerne finde nogle fejl og mangler ved islam, så det er nærmest et klassisk sted at begynde,« siger Thomas Jøhnk Hoffmann.

Op gennem tiden blev ægteskabet med pigen heller ikke ligefrem trukket frem hos muslimerne.

Unge brude var heller ikke usædvanligt i europæiske kongehuse eller hos adlen.

»Leonora Christina blev trolovet med Corfitz Ulfeldt, da hun var ni år gammel. Ganske vist blev de først gift, da hun var 16 år, men den type aftaler kender man fra alle kulturkredse i verden,« siger historikeren Steffen Heiberg, Frederiksborgmuseet.

Bruden var 14
Da kong Frederik II blev gift, var han 38 år, og hans brud, Sophie, var kun 14 år og i øvrigt hans kusine. Alligevel kaldes han ikke pædofil i historiebøgerne. De fik deres første barn året efter.

»Man kan finde masse af eksempler i Europas historie på tidlige ægteskaber, og Muhammeds ægteskab kan ikke bruges til at kalde ham pædofil, det holder på ingen måde. Måske blev det først fuldbyrdet langt senere, det ved vi ikke,« siger Steffen Heiberg.

Heller ikke religionsforskeren Tim Jensen fra Syddansk Universitet mener, at man kan udlede noget om seksuelle tilbøjeligheder af ægteskabet.

»Vi hader ordet pædofil, og det er en anakronisme at bruge det begreb om Muhammeds ægteskab, for det er et nutidigt ord, og vi ser helt anderledes på tingene nu, end man gjorde dengang. Men det er sikkert også nogle ømme ligtorne, man træder på hos muslimer,« siger Tim Jensen.

Det er sandsynligt, at der lå mere praktisk årsager bag ægteskabet end lidenskab.

»Det var en typisk alliance for tiden, hvor man knyttede bånd mellem familier. Det var helt sikkert det primære formål, og Aisha var datter af Abu Bakr, som også blev den første kalif efter Muhammeds død,« siger Dorthe Bramsen, der er eksterne lektor på arabisk-studiet ved Københavns Universitet.

En krølle på historien er, at Aisha blev Muhammeds yndlingshustru, og han valgte at tilbringe sine sidste timer hos hende.