Vivi-Ann blev gravid uden at vide, at hun har en sjælden blodsygdom. Lægerne var først sikre på deres diagnose to måneder efter begravelsen. Hun fik svangerskabsforgiftning, og lever og nyrer satte ud.

På det tidspunkt var hun 26 uger henne i sin graviditet. Datteren Sybille kom til verden ved kejsersnit tre måneder for tidligt. Hun vejede 630 gram. Farens ene hånd kunne dække den lille krop. Hun nåede sin tredje levedag uden at være afhængig af respiratoren eller få de frygtede blodpropper i hjernen. Hun var en stærk pige, sagde lægerne.

»Hendes tarme kom sgu i gang på tredjedagen,« fortæller 38-årige Vivi-Ann, der er fysioterapeut.

Hun har valgt, at vi skal tale i et lille afsides kontor på Rigshospitalet, hvor hun arbejder. Hun vil ikke græde over for Gud og hver mand.

»Jeg tog ti billeder af den klat lort, der lå i den lille ble. Den gik helt op til hendes armhuler, og jeg tænkte: Det her kører. Hendes hoved fungerede. Hendes lunger fungerede. Tarmene fungerede. Der var ingen tegn på, at det skulle gå galt, men gradvist fik hun mere behov for respirator og til sidst hele tiden. Et blodkar vendte forkert i hende.«

»Vi kunne se på Sybille, at hun blev mere og mere blå og fik trætte ansigtstræk og dybe rynker. Hun begyndte at savle ... så jeg vidste det jo godt, inden lægerne kom og sagde: »Vi kan godt holde hende i live, men hun bliver aldrig til noget. Hun vil altid komme til at ligge dér.« Så valgte vi at få alle ind at sige farvel, og så slukkede vi ...«Nåede du at røre ved hende?

Vivi-Anns stemme knækker.

»Det er vigtigt med hud til hud-kontakt, så min kæreste fik hende over én gang. Der gik næsten to døgn, før jeg så hende, fordi jeg var for syg. Og så nåede jeg selv at holde hende tre gange.«

Uden slanger og elektroder

Sybille blev født 24. september 2012. Hun levede i seks dage. Et år er gået. Vivi-Ann Sørensen er gravid igen. Igen i sjette måned. Hun bliver medicineret på grund af sin blodsygdom og har de samme symptomer, som før Sybille blev født. Forsnævring af blodkarrene til moderkagen.

Jeg vil have en tegning til minde om Sybille, tænkte Vivi-Ann Sørensen. Så da hun i sommer kiggede sine fotografier af datteren igennem, stødte hun på det fotografi, hun ville sende til en tegner. På fotografiet ligger den lille rynkede pige i respirator med elektroder og slanger over det hele og gaze på begge hænder. De bittesmå fødder er det eneste, der er nøgent og frit. Hun kom i tanke om et opslag på neonatalafdelingen, fra da hun var indlagt på Rigshospitalet. En kvinde ved navn Heather Spears tilbød at tegne nyfødte. Hun kontaktede tegneren og sendte et billede af Sybille af sted.

»Da Heather sendte mig den første kopi af sin tegning, blev jeg skuffet. Hun havde, som jeg havde bedt om, tegnet hende uden alle slangerne og elektroderne. Men jeg kunne ikke kende hende. Jeg kiggede længe på tegningen. Så slog det mig, at Heather ikke havde tegnet den her tre måneder for tidligt fødte pige. Hun havde tegnet Sybille, som hun ville have set ud, hvis hun var født til tiden. Da jeg fik den vinkel på det, syntes jeg, det var en fantastisk tegning. De bliver jo født fuldstændig uden fedt, så tidligt. De ligner ikke babyer. De ligner gamle kloge koner. Hun havde gjort hende rundere i ansigtet, og det var jo ikke den pige, jeg havde. Men jeg ville så gerne have den pige.«Hvorfor lod du Sybillle tegne?

»Jeg vil jo gerne have, at folk skal kigge på det billede. Ligesom du er glad for at have et billede af dine børn på væggen, vil jeg også gerne have, at folk ser et billede af mit.«Hvorfor ikke et fotografi?

»Det er også meget fint, hvis du har en tandløs baby at hænge op eller en pige i konfirmationskjole. De fotoer, jeg har, formidler en helt anden virkelighed.

Foto fra en af de gode dage

Hvilken virkelighed?
»En pige på 630 gram med slanger og tuber og gaze over det hele. Med blå mærker, hvor plastrene og kanylerne har siddet, og med en ansigtskulør, man godt kan se, ikke er sund. Den virkelighed er for barsk at kigge på. Også for mig. Her kan Heather tegne noget, der formidler en virkelighed, jeg kan holde ud at se på.«En virkelighed, der svarer til drømmen?«

»Drømmen kan du godt kalde det, men jeg kan jo se, hvad jeg fik. Og jeg elsker hende uanset, hvordan hun så ud. Så da vi nåede dag fem, den sidste dag hun levede ... jeg kunne jo have begravet hende i en mælkekarton, men hun var mit barn, og i mine øjne var hun lige så normal som en firekilosbaby. Jeg havde brug for et alternativt billede af hende, men et billede jeg kan tåle at se uden at få hjertet revet over hver gang.«Bearbejder eller lindrer Heather Spears tegning din sorg på nogen måde?

»Ja. På tegningen kan man ikke se, hvor svært hun havde det. Det foto, Heather fik, var fra dag nummer tre, hvor vi troede, alt var godt, og Sybille lå og sparkede. Vi holdt en fest på stuen. Men hun havde alle de her tuber og elektroder på hjernen og det hele. Når jeg ser på Heathers tegning, så kan jeg ... så behøver jeg ikke se DET.«Hvordan er det at skulle have barn nummer to. Du siger, du allerede har et barn nu, men det har du I VIRKELIGHEDEN ikke?

»Jeg er ikke funktionel mor, men i alle ordets følelsesmæssige betydninger er jeg. Kun når barnet er der fysisk, har jeg en eksistensberettigelse, som mor. Det er måske det, der gør så skide ondt ude i verden. At jeg ikke er mor, for jeg triller ikke rundt med en barnevogn. Når Camille kommer, er det Sybilles lillesøster, der kommer. Der er to børn hjemme hos os. Det er der altid. Vi nåede ikke at indrette et værelse til Sybille. Men vi nåede at købe tøj til hende, inden hun blev født. Det har stadig prismærkerne på. Vores retorik er, at Camille må låne tøjet og de bamser og det sengetøj, vi fik købt til Sybille. Men sådan skal retorikken selvfølgelig ikke være over for Camille, når hun kommer. Kun mellem os.«

Når farmor og farfar og mormor i fremtiden skal have et foto af Camille, vil Vivi-Ann også vedlægge en kopi af tegningen af Sybille.

»Jeg kan ikke tvinge nogen til at hænge begge billeder op, men jeg vil bede dem om det. For Sybille har lige så stor plads i mit hjerte som Camille har.«