Historie om Christians død genlæst over 500.000 gange

Berlingskes historie fra 2009 om Christian på 14 måneder, der døde efter at have slugt et batteri, dukkede tirsdag op igen på Facebook og er siden delt og læst over 500.000 gange. Nu er historien årets mest læste på b.dk. Christians mor er glad for den fornyede opmærksomhed.

Christian Jim Andersen. Fold sammen
Læs mere

Husker du historien om Christian? Om den 14 måneder gamle dreng, der kom til at sluge et lille batteri og to uger senere døde af skader fra batteriet, som hans forældre forgæves havde fortalt flere læger om? Over 500.000 gange er har danskere klikket ind på historien om Christian, efter at de siden tirsdag har læst eller genlæst Berlingskes historie, som blev trykt i avisen i 2009.

Tirsdag aften i denne uge fik historien nyt liv, da den dukkede op på Facebook, hvor flere og flere danskere læste, kommenterede og delte historien. I løbet af onsdag blev historien delt flere tusinde gange på Facebook, og inden for bare ét døgn blev den læst 432.289 gange via b.dk, Berlingskes mobilsite samt Facebooks app. Langt, langt mere end historier fra samme dag om Villy Søvndals exit fra dansk politik, Annette Vilhelmsens næse og Helle Thornings »selfie« til mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.

Læs kapitel 1 om Christian her: Da Christian døde

Læs kapitel 2 om Christian her: Når en lille dreng dør

Historien om Christian blev på et døgn en af de mest læste nogensinde på Berlingskes elektroniske medier og den mest læste i 2013. Det selv om der altså er tale om en mere end fire år gammel artikel. Alt dette uden at Berlingske havde gjort noget for at promovere artiklen igen. Berlingske blev - hvilket avisen selvsagt ikke er utilfreds med - ramt af en viral bombe, som mangedoblede trafikken til b.dk.

Christiane Vejlø er digital trendanalytiker og medierådgiver i Elektronista. Hun mener, at artiklens færd viser, hvor meget og hurtigt de sociale medier kan sprede artikler og budskaber.

»Historier kan sprede sig som en steppebrand på de sociale medier, hvis de har bred appel som denne. Og særligt, hvis folk med mange followers deler den. Sådan som internettet fungerer, kan gamle historier godt blive fundet igen. Men medierne skal huske at lave tydelig datoanvisning,« siger hun.

Hun har set noget lignende ske med en historie i England om en to-årig dreng, der blev udsat for vold i hjemmet, som dukker op med jævne mellemrum derovre. Den slags historier vækker følelser hos læserne, ligesom historien om Christian har gjort:

- Det er en historie, som har noget universelt i sig, da den handler om børn, tryghed og sikkerhed i sundhedsvæsnet, og det er noget som alle kan forholde sig til. Folk bliver berørt af den og får lyst til at dele den. Samt løfte i flok i forhold til at appellere til, at noget lignende ikke kan ske igen. Og der spiller det ikke så meget for folk, om det er en ny historie eller en fra 2009 som i dette tilfælde.

Maria Thyrrestrup er mor til Christian, som historien handler om. Hendes telefon begyndte at summe tidligt onsdag morgen. Flere af hendes venner spurgte, om der var sket noget nyt i sagen om Christian. Da Berlingske bragte historien i 2009, fik den massiv opmærksomhed som startskuddet på en artikelserie, der udløste en række forandringer i sundhedsvæsenet. Men Maria mente ikke, at der var sket noget på det seneste. I stedet har hun bemærket, at når man ringer til vagtlægen, får man at vide, at samtalen optages. Et tiltag, der blev indført efter artiklen om Christian, hvor forældrene forgæves gjorde en vagtlæge opmærksom på, at troede at Christian havde slugt et batteri.

»Så synes man, at der kom noget ud af det. Da vi ringede og forsøgte at få hjælp til Christian, efter at han havde slugt batteriet, var der ingen optagelser. Nu havner folk i det mindste ikke længere i en situation, hvor det er påstand mod påstand.«

Men Maria fulgte med på nettet i går, og hun kunne også forstå på Facebook-opdateringen fra Berlingskes journalister, at det heller ikke var dem, der
havde søsat historien igen. 

»Jeg har da fulgt med det meste af dagen. Facebook er meget, meget større i dag end det var for fire år siden. Det er imponerende, hvor mange familier og mødre der læser nu, og som kommenterer historien. Det var lidt underligt at vågne op til, men jeg er faktisk glad for det. Inderst inde blev jeg lidt stolt. Jeg blev også glad, for det betød meget for os at fortælle vores historie dengang, og det betyder meget for mig, at der er mange, der stadig gerne vil læse den,« siger hun.

Maria Thyrrestrup understreger, at der er sket meget i hendes liv, siden artiklerne blev bragt.

- I første omgang opnåede vi det, vi gerne ville: Vi ville skabe opmærksomhed om sagen, fordi vi synes at vi var blevet behandlet uretfærdigt. Det var os, der havde mistet vores dreng, og der var ingen, der lyttede til os, mens han var i live. Vi var nødt til at få det ud. Det var en del af det at komme videre for os, siger hun.

Du fik en datter i sommer. Hvordan er det at blive mor igen?

»Det er fantastisk. Det er en gave. Men jeg må også indrømme, at jeg passer meget på hende. Måske næsten for meget. Det skal jo ikke gå ud over Carolina, at jeg mistede Christian, og det er en balance, jeg er meget opmærksom på.«

Maria har stadig Christians sutsko stående fremme. På væggen hænger billeder af ham.

»Han er med mig hele tiden. Han er jo min bagage. Jeg savner ham og ville gøre alt for at få ham tilbage hvis jeg kunne. Men jeg har også lært at acceptere, at der er nogen ting her i livet, man ikke kan få. Og så må man jo få det bedste ud af det.«

Hvilken betydning fik det for dig, at I fortalte jeres historie i Berlingske dengang for mere end fire år siden?

»Det var en frygtelig hård, men også en god proces at fortælle historien. Det var hårdt at blive præsenteret for alle de detaljer, I fandt. Men det har hjulpet mig til at kunne komme videre. Det var meget voldsomt, da vi mistede Christian, og der er ting, jeg af en eller anden grund ikke husker i dag. Men så læser jeg historierne, og det giver mig bedre styr på, hvad der foregik.«

Som journalister har vi tænkt meget over, hvordan det var for dig og din familie at fortælle historien dengang. Var det ikke voldsomt?

»Det var hårdt, men min familie bakkede os op, og vi følte os trygge. Vi valgte at stole på, at vi ville blive behandlet godt af dig og jer. Og det blev vi. Men når jeg ser tilbage på det synes jeg selv, at det var vildt. Detaljerne i alt det, der blev bragt frem lagde jo ikke låg på noget. Tværtimod: Det hele blev lagt frem, og resten fandt I jo.«

Kan man overhovedet tillade sig at gå så tæt på, når man fortæller en historie om mennesker som dig og Christians far så tæt på, at I havde mistet jeres søn? Følte du ikke, dine grænser blev fuldstændigt overskredet?

»Nej. Det har jeg aldrig følt. Aldrig nogensinde. Det var så vigtigt for os at fortælle Christians historie, og hvordan det skete. Jeg synes ikke, at der var nogen grænser, der blev overskredet. Vi fortalte vores oplevelse af det, og I undersøgte, hvad der var rigtigt, og hvad vi måtte have misforstået. I kunne se ind i ting og fjerne misforståelser. Det hjalp os. Det gjorde vores historie stærkere.«

Men er det ikke et problem for dig, at dit minde om Christian er så påvirket af, at Berlingske har fortalt hans historie?

»Jeg har aldrig følt, at artiklerne har overskygget det, at jeg har været Christians mor. Men ja: Artiklerne er blevet en del af hans historie, men det har jeg det godt med. Jeg tænker på det som noget godt.«

Sagen førte til påtale af flere læger, og der kom en række forbedringer ud af det. Har du stadig nogle af de forventninger om retfærdighed og forandringer tilbage, som fik dig til at fortælle din historie i sin tid?

»Nej. Jeg kan ikke opnå mere. Det er et stort system. Noget er blevet rettet. Andet er ikke. Artiklerne satte fokus på noget, der var vigtigt for os. At de bliver læst så meget nu er jo bare glædeligt. Jeg føler mig da stadig uretfærdigt behandlet, men jeg har lært at leve med det. At der er så mange, der læser historien og deler den med andre i dag gør mig glad og varm inden i. Tænk, at så mange har skænket min dreng en tanke. Det er meget rørende.«

Historien om Christian (som du kan læse 2. kapitel af her) blev til via et tip til Berlingskes redaktion for undersøgende journalistik, Gravegruppen. Hvis du har en historie, som du mener at Berlingskes gravegruppe skal se på, er du velkommen til at sende en mail til Kasper Krogh, der var med til at skrive om Christian. Du kan skrive til Kasper på: kkh@berlingske.dk

TV | Se Christians forældre fortælle om sønnens død her: