Heunicke lovede kortere ventetid på test – men ingen har ringet til testudbyderne

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde på et pressemøde onsdag, at man arbejder på at nedbringe ventetiden på test. Men hverken Copenhagen Medical eller TestCenter Danmark er blevet bedt om at opskalere testkapaciteten. Og der er behov for flere daglige test med det samme, mener professor Jan Pravsgaard.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde onsdag på pressemødet om forslaget til de nye restriktioner, at han er opmærksom på, at der lige nu er ventetid på at få en test. Men hverken Copenhagen Medical eller TestCenter Danmark er blevet bedt om at opskalere testkapaciteten.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du bor i København og skal have en pcr-test, er der på nuværende tidspunkt  en til tre dages ventetid.

På Vingelodden, Amager og Frederiksberg er den første tid på søndag, i Valby er der tid lørdag, og i Københavns Lufthavn er der allerede tider i morgen. Men ventetiden forventes at stige, hvis regeringens forslag om en kortere holdbarhed på test til et grønt coronapas bliver vedtaget og træder i kraft fra på mandag.

Derfor er den nuværende kapacitet på 370.000 daglige test for lavt. Vi skal nærmere op omkring 500.000 test om dagen, hvis vi skal følge med.

Det mener Jan Pravsgaard, som er professor ved Institut for Mikrobiologi og Immunologi på Københavns Universitet.

»Hvis folk skal testes oftere for at få et grønt coronapas, og epidemien fortsat brager derudaf, så vil der blive behov for at teste endnu flere. Vi skal i hvert fald have en tredjedel flere test om dagen, hvis ikke ventetiden skal blive for lang,« siger han.

Regeringen foreslår, at holdbarheden på en test fra på mandag skal nedsættes til 48 timer for en kviktest og 72 timer for en pcr-test. Og hvis der er et flertal for det i Folketinget, vil flere personer givetvis skulle testes oftere. Og så kan ventetiderne risikere at stige til over to til fire dage, som der lige nu er på 11 ud af 25 steder i Region Hovedstaden.

»Hvis ventetiden bliver meget længere end den er nu, så vil flere vende om, fordi de ikke har tid til at vente. Og samtidig stiger risikoen for, at folk uden symptomer smitter videre, fordi de ikke kan holde sig derhjemme, indtil der er tid til en test,« forklarer Jan Pravsgaard.

Ingen besked om opskalering

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde onsdag på pressemødet om forslaget til de nye restriktioner, at han er opmærksom på, at der lige nu er ventetid på at få en test.

Og til det sagde han, at man lige nu arbejder på at få bragt ventetiden ned.

»Vi arbejder så meget, som vi kan med at få bragt ventetiden ned, men vi kan ikke garantere, at der ikke er ventetid,« sagde sundhedsministeren.

Men Copenhagen Medical, som udbyder kviktest i Region Hovedstaden, er endnu ikke blevet bedt om at skrue yderligere op for kapaciteten af Styrelsen for Forsyningssikkerhed. Det er selvom en opjustering af kapaciteten skal ske med 14 dages varsel.

Copenhagen Medical kan på nuværende tidspunkt kvikteste 74.000 personer om dagen. På næsten halvdelen af teststederne er der lige nu over 15 minutters ventetid – få steder er ventetiden over en time.

»Vi er klar til at sætte kapaciteten op, hvis der bliver behov for det, men vi har ikke fået besked på at gøre yderligere endnu,« siger Trine Baadsgaard, som er presseansvarlig hos Copenhagen Medical.

Heller ikke Region Hovedstaden har fået besked fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed om at opskalere testkapaciteten. Men det er heller ikke muligt at opskalere, fordi Statens Serum Institut ikke kan nå at analysere flere prøver end allerhøjest 200.000 om dagen – og det er ikke muligt hver dag. Det forklarer Pernille Lohse, som er chef  for TestCenter Danmark i Region Hovedstaden.

»Vi prøver i stedet at rykke rundt på nogle tider, så der for eksempel er flere tider til børnene, men der er ikke flere tider end dem, der ligger derude nu. Det eneste, der kan opskaleres, er antallet af antigentest (kviktest, red.),« siger hun.

»Undersøg, om ventetiden er kortere lidt længere væk«

Direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns, mener da heller ikke, at der er behov for at skrue yderligere op for testkapaciteten lige nu.

»Vi kan fra og med fredag foretage 370.000 test om dagen, og vi tester cirka 265.000. Dertil kommer alle de mange test i skolerne. Så vi har testkapacitet. Men vi følger hver eneste dag udviklingen i behovet for test, og vi kan skrue yderligere op, hvis der bliver brug for det,« skriver hun i en mail til Berlingske og tilføjer:

»Der er travlt på teststederne. Men regioner, kommuner og de private udbydere arbejder benhårdt for at mindske køerne. Vores råd er: Tag en hurtigtest, hvis ikke du har symptomer eller er nærkontakt. Skal du have en pcr-test, så undersøg, om ventetiden er kortere lidt længere væk, for særligt de små teststeder kan have meget travlt. Og til sidst, så husk at melde afbud i pcr-systemet, så en anden hurtigt kan få din plads i stedet.«

De 370.000 test er udgjort af 170.000 pcr-test og 200.000 kviktest om dagen.

Folketingets Epidemiudvalg skal mødes torsdag klokken 17 for at tage stilling til de restriktioner, som regeringen ønsker at indføre.