»Herlufmagle er verdens navle«

Deres slogan er »Meget mere end en sportshal«, men Herlufmagle-hallen har svært ved at leve op til ordene. De unge hænger ikke ud som før, og det er svært at finde frivillige.

Foto: Niels Ahlmann Olesen

Børnene er gået. Det er de ældres tur nu. I en cirkel iført shorts og kondisko står de. Borgerne, der tager deres sundhed alvorligt. Armene svinger. Skuldrene går op og ned. Som en anden domptør dirigerer træneren flokken på parketgulvet inde i gymnastiksalen i Herlufmagle-hallen. Så skal de hoppe, siger hun. Så skal de gå. Så skal de stå.

»Ned i knæ, alle sammen. Og kom så op igen.«

Hun ved det ikke, da hun siger det. Lige netop den ordre sætter uforvarende ord på alt det, Benny Petersen kæmper med. I et tyndt befolket område, hvor virksomhedslukninger og arbejdsløshed har sat meget i slowmotion, prøver han som halinspektør hver dag at få sat det her sted i bevægelse. Hallen, svømmebadet, cafeteriet og alt det andet, der hører under hans nøglesæt.

Bilerne skal fortsætte med at dreje ind på parkeringspladsen i stedet for at køre ligeud ad landevejen mod Næstved. De unge skal komme ind med deres træningstasker i den ene hånd og kæresten i den anden, og børnene skal ligesom generationerne forud for dem opholde sig så meget i hallen, at de en dag ikke kan tænke på deres barndom uden automatisk at få den der helt særlige duft af hallen tilbage i næseborene.

Ja, det skal helst være ligesom dengang i 1971. Da hallen blev rejst med frivillig kraft og blev til det mødested, det var tænkt som. Benny sad selv som ung dreng på gulvet ved indvielsen. Danmark spillede volleyball mod Skotland, og han kan tydeligt huske, hvorhenne i hallen han sad, og hvad han tænkte:

»Det her er stort. Nu er verden kommet til Herlufmagle.«

Siden dengang har han spist rigtig mange pomfritter i hallen og drukket masser af kondivand til. Men i dag hænger de unge ikke ud på den måde, han gjorde i cafeteriet. Hvor man i timer hang hen over bordene og talte om ikke rigtig noget. De tager direkte hjem efter træning.

»Det her er det eneste mødested ud over Netto nede i Gelsted. Det er jo det eneste, der er tilbage i Herlufmagle. Vi har talt meget om, hvad vi kan gøre for at få de unge til at blive. Men det er ikke rigtig lykkedes os.«

Guldbageren i Glumsø og Midtsjællands Anlægsservice er nogle af de sponsorer, der giver penge til hallen. Men dem kan man ikke blive ved med at rende på dørene. Alle foreninger i lokalsamfundet går til de samme virksomheder med udstrakt hånd, og det er begrænset, hvad de kan give. Det er også de samme ti personer, der sidder i foreningernes bestyrelser.

»Vi kæmper meget for at overleve. For tre år siden lavede vi en idrætsnat med alle foreningerne, hvor Nicolai Coster-Waldau kom og åbnede det hele. Det var meget godt, men det er rendt ud i sandet. Folk bakker ikke op omkring det. Og det er de samme personer, der skal stable det hele på benene. I håndbolden mangler man tre trænere, fordi ingen vil stille op. Det er meget svært at få nye til. Der er måske 400 medlemmer af håndboldforeningen, men der kommer kun ti medlemmer til generalforsamlingen.«

Benny er døbt, konfirmeret og gift i Herlufmagle. Hjemmebane rækker dårligt nok til at beskrive, hvordan Benny har det med den lille by. Hans liv er pudset ind i hallens murstensvægge.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg aldrig er kommet væk herfra. Jeg kender alle her. Der er meget tryghed i det. Herlufmagle er verdens navle,« siger han.

Når han går i Netto, møder halinspektøren altid en masse mennesker, som han lige skal tale med. Familien ender som regel med at stå oppe ved kassen og spørge, hvor han bliver af. Det er den ene del af, hvad en god halinspektør skal kunne. Den anden del er hænderne. Som oprindeligt uddannet elektriker mener Benny selv, at han kan lave det meste.

For elleve år siden blev jobbet som halinspektør ledigt. Den tidligere havde været der i 29 år. Benny fik det ikke, selv om han var engageret i nogle støtteforeninger. Han var skuffet, men efter tre år blev den nye sparket ud af bestyrelsen, og så var det Bennys tur.

»Min kone sagde: Du gør det ikke. Hun kunne måske godt se, at det ville blive til mange timer.«

Det blev det job, han havde drømt om. Med kun gode dage på jobbet. Lige indtil sidste sommer, hvor det blev hans tur til at blive sparket ud. Benny havde været uenig med bestyrelsen om nogle prioriteringer, og den fredag, hvor han skulle på sommerferie, gav formanden ham beskeden.

»Jeg sagde ingenting, bankede i bordet og gik min vej. Inden mandag klokken ti var der blevet samlet underskrifter ind til en ekstraordinær generalforsamling, hvor den gamle bestyrelse blev afsat. Der var det ikke sjovt at være mig. Jeg var bare derhjemme og kom ingen steder. Heller ikke Netto. Det var så hårdt. Der blev oprettet en Facebookgruppe, og inden for få timer var der 328 medlemmer, som bakkede mig op. Jeg var igennem alle følelser.«

Der kom 175 mennesker til generalforsamlingen. Så mange, at de blev nødt til at sidde i den store hal. De var enige om én ting. Benny skulle tilbage.

»Sådan er det herude. De lokale ildsjæle har en holdning til tingene. I lokal sammenhæng er jeg en offentlig person, som folk har mange meninger om. Nogle synes jeg er et dumt svin, mens andre meget godt kan lide mig. I den forstand skal man have lidt hård hud. Jeg er blevet bedre til at sortere i tingene.«

Alle kan huske, hvad de har spist i hallens cafeteria. Smagen af den varme ost i en toast, den ristede pølse og pomfritterne, der uanset om man selv ville det, altid skulle deles med andre. I Herlufmagle-hallen har de forsøgt at gøre cafeteriet mere tidssvarende med sundere mad. Om aftenen kommer der altid omkring 25 mennesker og spiser dagens ret. Mange af dem er enlige. Folk vil have deres sovs og kartofler, selv om der ligger hvedekerner i salatbuffeten.

»Det er bare svært at få vendt folk. I januar fjernede vi frituren. Vi sagde det ikke til kunderne, og serverede i stedet for pomfritter fra ovnen. Der gik en måned, før nogen lagde mærke til det.«

Nogle gange kan Benny godt føle, at lokalpolitikerne har glemt Herlufmagle. At de har mere travlt med Næstved og ikke ved, hvor meget hallen, plejehjemmet og skolen betyder for lokalsamfundet.

»Jeg ved ikke, om der skal forandres noget herude. Folk er egentlig mere bange for, at det hele forsvinder. At vi bliver endnu mere tyndt befolket, og at skolen bliver lukket. Engang var det kanonfedt bare at rende rundt med en bold. Det er jo slet ikke attraktivt længere. Engang var det at gå i svømmebad fedt. Nu skal man i Lalandia og have en hel masse forlystelser.«

Fra halinspektør-kollegerne rundt omkring i landet lyder den samme melding. I landområderne bakser de med besøgstallene, selv om det måske er dér, folk for alvor har brug for at mødes. Inde i Næstved er problemet lige det modsatte. Der har man ikke haller nok.

Selvforståelsen er, at når det virkelig gælder, redder folk i Herlufmagle de ting, de holder af. De beholdt Benny. De har bevaret svømmebadet. Sidste år var det tæt på at lukke med kommunens velsignelse, men der blev samlet 6.000 underskrifter ind mod beslutningen. Nu har de i stedet fået penge at renovere for.

»Når vi ønsker det, kan vi godt vise noget lokal vilje. På et eller andet tidspunkt er jeg bange for, at den gejst uddør. At der ikke er nogen til at gå rundt og samle de underskrifter.«

Bennys yndlingssted i hallen er kontoret med udsigt over parkeringspladsen, hvor han kan se bilerne dreje ind på parkeringspladsen. Han lader altid døren stå åben, når han sidder derinde. Så kan han høre fløjten inde i hallen. Nogle gange kommer tanken snigende, mens han sidder der.

20 år fra nu er der ikke plads til sådan en som ham. Til den tid er Herlufmagle-hallen sikkert blevet en nøglehal ligesom sportshallen henne i Glumsø, hvor folk låser sig selv ind.

»Så kommer det til at ligne lort. Det er helt sikkert. Det er dét, jeg kæmper imod.«

Ude på sidelinjen sidder mændene og tjekker deres iPhones, imens deres børn løber rundt på gulvet. De venter på, at holdet for de mindste træner færdigt. De fleste af dem er i praktisk arbejdstøj af den slags, hvor der er plads til en tommestok i sidelommen. Mødrene småsnakker med hinanden, imens blikket engang imellem falder ud på de små.

Lige om lidt er det de ældres tur til at indtage gymnastiksalen. Til at stå i en rundkreds og først gå ned i knæ for så igen at komme op.