Herlev Hospital indfører kortere ventetid for kræftpatienter

På to måneder er Herlev Hospital gået fra at have Danmarks længste ventetid på strålebehandling til at have landets korteste.

I november sidste år måtte kræftpatienter vente mellem 8 og 10 uger på at få strålebehandling i Herlev. I dag er ventetiden på strålebehandling mod de fleste kræftsygdomme nede på tre uger.

»Det er en sensation. Vi er landets bedste nu«, siger Torben Skovsgaard, der er ledende overlæge på kræftafdelingen i Herlev, til Politiken.

»Jeg er ikke sikker på, at vi kan blive ved med at holde ventetiden på det niveau, men vi har strammet os gevaldigt an«, tilføjer han over for avisen.

Arbejdet med at nedbringe ventetiden Indsatsen har hverken krævet store ekstrabevillinger eller nye overarbejdsaftaler.

»Vi har lavet om på de interne procedurer«, siger Torben Skovsgaard til Politiken.

Først og fremmest har afdelingen indført et system, hvor der bookes en tid til strålebehandling med det samme, en patient henvises til behandling i Herlev. Før skete det først flere uger efter henvisningen, når patienten kom til samtale hos en læge.

Dermed har Herlev Hospital indført et system, som er kendt fra Vejle, og som sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har opfordret alle sygehuse til at gennemføre.

Men Herlev Hospital har også gennemført ændringer, så strålekanonerne udnyttes mere effektivt, og hospitalet har sendt enkelte patienter til udlandet eller til Rigshospitalet.