Herfra Søren Papes verden går

Viborg har domkirken og et håndboldhold. Bjerringbro har Grundfos. Berlingske rejste til en af Danmarks mest generte byer for at få mere at vide om Danmarks nyeste partileder.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tjeneren på caféen i Viborg peger på blokken ved siden af burgeren:

»Det dér skriver du ikke!«

Han har smugkigget på Berlingskes notater.

Hans højlydte udbrud burde være ventet. Så direkte en ordre til vildt fremmede om så lemfældig sladder som på blokken hører ikke til i så pæn en by. Bortset fra at tjeneren viser sig at eje stedet, hedder Nikolai Norup og sidder i byrådet for samme parti som Søren Pape Poulsen, så er det typisk Viborg at tage sådan på vej over så lidt.

»Vi i Viborg er konservative på den »dårlige« måde,« siger Nikolai Norup.

»Folk er bange for at bekende kulør. Da jeg startede det her sted, sagde nogle, at jeg ville gå glip af de kunder, der ikke er enige med de Konservative, fordi jeg sidder i byrådet. Det kom ikke til at passe.«

Man skal bare trykke Nikolai Norup på maven, så kommer det: Søren kan samle et byråd. Søren har sine meningers mod. Søren kan formidle et budskab. Han er tough on crime, men tager sig af de svage. Han er den rigtige.

Rygtet på blokken er samlet op for et par timer forinden i Bjerringbro 24 kilometer væk. Den 7.500 sjæle store by, hvor Søren Pape er vokset op og blev shippinguddannet og underviste på en ungdomsskole. Den stille by med mange frisører, der huser kommunens og et af nationens stoltheder, pumpevirksomheden Grundfos.

Her bor de Konservatives nye formand stadig – ikke langt fra forældrene, som han ifølge et andet rygte på bodegaen først flyttede fra, da han var først i 30erne. De Konservative har hyret en pæn og ordentlig mors dreng som formand, hedder det på Bodega Nr. 1. Men Bjerringbro elsker Søren Pape Poulsen. Man kan tage manden ud af Bjerringbro, men ikke Bjerringbro ud af manden.

»Barberen« alias den pensionerede frisør Jens Jakobsen, sidder i det røgfyldte værtshus og nyder en torsdagsøl med vennerne.»Søren Pape er en kanon fyr. Han har gjort så meget for Bjerringbro. Han er en guttermand. Jeg er socialdemokrat og stemmer på ham, men kunne aldrig finde på at stemme konservativt til et folketingsvalg. Her i kommunen stemmer vi ikke på partiet, men på mennesket Søren Pape. Borgerligheden? Ingen borgerlighed i Bjerringbro uden Grundfos.«

Flarup Thomsen, en anden værtshusgæst, bryder ind:

»Jeg mødte Søren Pape i et øltelt engang og spurgte om han gav en øl, hvis jeg stemte på ham. Han gav øllen, og jeg stemte på ham. Han er god nok.«

Hvis man ser en mand i jakkesæt og slips på gaden i Herning, er han med stor sandsynlighed direktør for en privat virksomhed. Ser man en mand i samme outfit på gaden i Viborg, vil vedkommende med lige så stor sandsynlighed vise sig at være offentligt ansat. I militæret. Ved landsretten. På sygehuset. På rådhuset. Viborg er embedsmandsbyen. Herning er Mads Skjern. Tage chancer. Skabe profit. Viborg er Den forsvundne fuldmægtige. Opføre sig ordentligt. Klippe sin plæne.

Nogle hundrede meter derfra på Fælledvej spilles der Svensk Bingo.

Vores borgmester hvem? er blevet udnævnt til hvad? Kvinden ved podiet, der styrer computeren med kvindestemmen, som oplæser tallene, skal lige høre det et par gange, inden hun spørger ud blandt de cirka 20 tavse og generte midaldrende kvinder, om nogen har lyst til at tale med Berlingske. Rysten på hovedet. Tavshed.

» Nr. 42«.

Uden for stationen står en gruppe taxichauffører og ryger. Heller ikke de, det private erhvervslivs fodfolk, har lyst til at stå frem med navn eller foto. Som en siger:

»Vi er ikke generte her i Viborg. Vi er tilbageholdende.«

Men det er helt sikkert, som en af dem konstaterer: »Jeg bliver stiktosset, hvis han (Søren Pape, red.) både skal have borgmesterløn og løn som formand for et parti. Det gider jeg ikke.«

En anden siger:

»Det er et spørgsmål, om han kan holde styr på de Konservative inde i Folketinget. Det bliver svært.«

Søren Papes ligefremme facon, hans »jeg er konservativ ind til benet«, som han siger, har gavnet små og store virksomheder, siger man i byen. Han har ingen kone og børn og tropper op til de fleste kommunale arrangementer og indvielser og viser sig, hvor han kan. En mand af folket forstår man efter et døgn i Viborg.

Andre kalder ham en arrogant bykonge, der ikke tåler kritik, og som straks er i røret til redaktøren af Viborg Stifts Folkeblad, så snart en borger formaster sig til at kritisere. I en verserende klik-afstemning på hjemmesiden for Viborg Stifts Folkeblad har 26 pct. foreløbig sagt, at de kommer til at savne deres borgmester, når han drager mod partitoppen i København. Samme procentandel mener ikke, de kommer til at savne Søren Pape. Ligeledes 26. pct. mener, det er godt han stopper.

At kun 116 har turdet/gidet afgive deres stemme (fredag, red.), siger måske mere om folkedybet end om Søren Papes popularitet som borgmester. Hvis man kradser i tallene, viser det sig også, at Søren Pape er mest populær i den østlige del af kommunen, hvor stoltheden Grundfos ligger med sine 4.000 arbejdspladser. I byen Viborg er Pape-begejstringen mere afdæmpet.

Én af kritikerne er Hans Mygind, lærer på Finderuphøj Skole i Viborg. Han er en af den kommende K-formands mest højrøstede og vedholdende kritikere i Viborg. Ikke mindst da Søren Pape, ifølge flere i byen, gik mod sine tidligere holdninger som formand for Børne- og Ungeudvalget i kommunen og var med til at lukke folkeskoler og senere som borgmester har ført an i besparelser på ældre- og handicapområdet.

»Jeg har skrevet et hav af læserbreve til Søren Pape, og jeg har ikke fået svar på en skid. Måske synes han, det er for lavt at deltage i en læserdebat i en avis. Men man kan ikke sige, han er arrogant, når man møder ham på gaden.«

Skal man have en fornemmelse af den borgerlighed eller det friske konservative blod, som Søren Pape står for, er et besøg hos en af Viborgs stoltheder, Peter Larsen Kaffe, en god idé. Firmaet med 50 ansatte ejes halvt af et svensk firma og har tredje generation af grundlæggeren fra 1902 siddende i direktørstolen. Claus Bertelsens mor arbejder i administrationen, og faderen har stadig sin gang i det afslappede kaffeduftende firma på Ærøvej.

42-årige Claus Bertelsen er en travl og effektiv mand. En halv time efter Berlingskes telefonopkald er han parat. Han viser rundt blandt kaffesækkene fra Uganda, Kenya, Honduras – lokaliteter der lyder nærmest kriminelt eksotiske her i postnummer 8800. Han giver smagsprøve på et nyt køligt kaffeprodukt i moderne hippe flasker og giver sit bud på, hvad Søren Pape kan, og hvor Viborgs borgerlighed ligger og lader sig fotografere foran det, han stolt kalder »verdens største kaffekande« foran hovedsædet. På en halv time.

Claus Bertelsen vil ikke sige, hvad han stemmer.

»Alt det politiske blander vi ikke sammen her i firmaet. Men det er generelt i Viborg, at vi er forsigtige også i erhvervspolitikken. Vi skal være mere stolte af vores by og fortælle, hvad vi kan og vil. Vi kan ikke blive blive med at slå på, at vi bare har en domkirke. Hvem fanden gider se på en domkirke? Det kan vi kke leve af. Det kommer Viborg ikke i TV-nyhederne af. Det gør vi med det nye stadion og håndboldpigerne.«

Claus Bertelsen er – ikke overraskende – begejstret for, at den erhvervsvenlige borgmester nu bliver partiformand.

»Søren Pape står for noget mere ungdommeligt. En anden ledertype end Lars Barfoed og Lars Løkke. Det, man kan frygte, er, at han bliver viklet ind i systemet og bliver lige som alle de andre, når han kommer ind på borgen.«

Har man sagt Det Konservative Folkeparti, har man også sagt borgerlighed med et menneskeligt ansigt. Siges det. En del af noget af det menneskelige ansigt ligger på Rørsangervej.

Her tilbyder bostedet Vibohøj 68 værelser til hjemløse og socialt udsatte. To af dem er 21-årige Isabella M.Z. Larsen og 57-årige Bente Holm Lysdahl Sørensen, der går for at være bostedets samlende moderfigur og talsmand opad i det kommunale system. De er her på grund af henholdsvis hashmisbrug med efterfølgende udsmidning fra lejlighed og svær depression.

Det borgerlige bystyre er ikke gået umærkeligt henover hovederne på Viborgs sarte sjæle.

»De bygger stort og flot, et supermoderne rådhus, stadion, og fint skal det være, men de har sparet på på os svage,« siger Bente Holm Lysdahl Sørensen.

»For eksempel vores ture, der giver et godt samvær. Nu sidder mange bare inde hos sig selv. Og kommunen kræver, at vi skal spise økologisk, uden at vi får flere penge.«

Isabella M.Z. Larsen, der snart får en etværelses af kommunen, vil uddanne sig til smed og sammen med hunden Chanti starte et nyt liv uden hashmisbrug:

»Jeg så Søren Pape for fire – fem måneder siden inde på Jobcenteret. Ellers kender jeg ikke noget til ham. Jeg har fået skåret min bistand ned fra 6.600 til 5.200 kroner om måneden. Det er svært.«

Og så er der de unge. Viborgs sprøde fremtid. På knallerter mødes de i skumringen i Pilehaven ned til søen. Somersby, cola og øl. Styrthjelme – kun de mest vovede tager en kammerat bagpå.

Snakken og pjatten går. En fyr med kasket har stemt én gang.

»Hvad jeg stemte? Hov, der var vist en dag, jeg var syg ... Nej det er spild af tid.«

En anden kan ikke huske det. En tredje siger »Enhedslisten«, så alle fniser som ad en dum vittighed. De er alle mellem 15 og 20 år og går på diverse erhvervsuddannelser.

Om hvad der er politisk vigtigt i deres by, siger de i munden på hinanden som en remse, de har lært udenad:

»Skatten. Væk med skatten! Mindre skat.«Hvad har I hørt om jeres borgmester?»Han skal være noget inde i Folketinget ovre i København.«

En fyr i heavy T-shirt og tydeligt den mindst forsigtige overdøver de andre. Han vil have »friere regler« som i Frankrig, hvor han f.eks. har hørt, at man må køre to på en knallert og køre 60 km/t på den.

»Men jeg har overvejet at melde mig ind i Venstre, fordi de har nogle vilde fester.«