Her lå Danmarks brune guld

I over 50 år blev der hentet brunkul op af den midtjyske sandjord, der blev efterladt som en ørken. Nu er den igen et afvekslende landskab, som naturen har taget tilbage.

I Søby ved Herning kan man opleve, hvordan arbejdet foregik i et brunkulsleje. Det var et hårdt, men vellønnet job. Sandet over brunkulslagene blev kørt væk på trillebøre over en såkaldt trillebro, som man kan se på museet i Søby.<br>Foto: David Høgsholt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ti kilometer vest for Herning ligger et 235 hektar stort 100 pct. menneskeskabt naturområde. Det er brunkulslejerne i Haunstrup, hvor naturen er blevet genoprettet, siden udgravningerne stoppede i 1969 og efterlod et landskab bestående af dybe søer og høje nøgne sandtipper.

»Ja, man kan næsten sige, at det er arkitekttegnet,« siger Hans Jensen om området, han som skovfoged i Palsgård Statsskovdistrikt kender ud og ind.

Først har svedende mænd med skovle og trillebøre, senere med gravemaskiner og transportbånd, i et halvt hundrede år skåret 16-32 meter dybe render i sandjorden ned til brunkulslagene og anbragt den opgravede jord bag udgravningen i tipper, så landskabet kom til at ligne et gigantisk riflet vaskebræt.

Siden har statens landskabsarkitekter arbejdet på at udvikle et underfundigt og frodigt landskab oven på de gamle lejer med enge og sletter, små lyngklædte hedestrækninger og større og mindre søer, omgivet af skovklædte sandtipper.

Og endelig er naturen selv flyttet ind. Selvsåede hjemmehørende og indslæbte træer, buske, planter og blomster i store mængder vokser frodigt, og træerne er begyndt at vandre ind på sletterne. Mus, harer, ræve, råvildt og enkelte grævlinge stortrives sammen med bekkasiner, mudderklirer, spætter, musvåger, tårnfalke, måger og sangfugle, der lever af insekternes tusindtal.

Brunkullene blev dannet af kæmpefyr, sumpcypresser, nåle- og løvtræer, mos og græs fra tertiærtiden, der blev dækket af is i den tredie istid og som har ligget i tryk under sand og ler gennem 25 mio. år.

God løn
Udgravningerne i Haunstrup begyndte allerede i 1917 under 1. Verdenskrig, i Søby 15 km mod sydøst gik man først i gang i 1940, da 2. Verdenskrig forhindrede danskerne i at få kul fra England.

»Det var meget populært at arbejde i brunkulslejerne. Arbejdsløsheden var stor, lønnen i brunkullene god, og mange foretrak det fysisk hårde arbejde her frem for at blive sendt på tvangsarbejde i Tyskland eller arbejde for værnemagten,« fortæller Hans Jensen.

»Men det var også en meget farligt arbejdsplads, især i Søbylejerne, hvor der mellem 1940 og 1958 omkom 57 mænd, oftest på grund af jordskred.«

Der kom folk fra hele landet til brunkulslejerne, og der opstod store Klondyke-byer. Den største lå ved Søbylejerne, hvor 1.500-2.000 mennesker boede i små træhytter, medbragte sommerhuse, gamle jernbanevogne, udrangerede rutebiler eller i sovebarakker og på pensionater. De blev betjent af flere købmænd, en Falckstation, børnehave og skole, marketenderier, badeanstalt og et forsamlingshus med fritidsaktiviteter og underholdning hver uge.

Mange mistede livet, når der gik ild i de brandfarlige huse, hvor man fyrede kraftigt om vinteren med de gratis kul. Men enkelte er blevet boende, efter at udgravningerne holdt op i 1969-70, hvor de i øvrigt stærkt luftforurenende brunkul blev for dyre i forhold til olien.

»Tilbage var en sur, sur jord, der forurenede vandløbene,« siger Hans Jensen.

Så længe udgravningerne stod på, blev afløbsvandet tilsat jordbrugskalk for at neutralisere surhedsgraden, men da kalkningen standsede samtidig med udgravningerne, blev både Rimmerhus Bæk og Vorgod Å ramt af en okkerforurening, der gik hårdt ud over planter, fisk og vandinsekter.

»Da staten overtog de første 190 hektar af Haunstruplejerne, blev jorden tilsat 80-90 ton jordbrugskalk pr. hektar, en god grundgødning og tilplantet med først og fremmest Corsortafyr og sået græs for at stoppe erosion og sandflugten, der var meget generende for hele egnen,« fortsætter Hans Jensen. »Samtidig gik vi i gang med at rense det sure og jernholdige vand, der løb fra lejet«.

For surt endnu
Vandet i de siv- og kæruldomkransede søer er dog stadig for surt til at der er vandplanter nok for andefugle og fisk. Men Langesø og Søby Sø i Søbylejerne er nu så rene, at de kan bruges som badesøer, og Skovdistriktet vil gerne tilskynde folk til at bruge Turbinesøen til at sejle på. I Haunstruplejerne, hvor der ikke som i Søbylejerne er risiko for skred, er der anlagt en sti for mountainbikere hen over »vaskebrættet«. Der er flere vandreruter, telt- og bålpladser og en meget spændende skovlegeplads.

Det er også Palsgaard Statsskovdistrikt, der ejer det meste af Søbylejerne, men et stort område er et privat museum, hvor man kan se, hvordan der blevet gravet efter brunkul i 40erne, og hvordan arbejderne boede.

Man havde det godt sammen i Søby Klondyke. Det var ikke nødvendigt at låse dørene om natten, og en købmand, der som den første åbnede forretning i et havelysthus derude, opnåede en årsomsætning på 200.000300.000 kr. Det er 4-6 mio. i nutidskroner.Hvis du vil videre

Brunkulsmuseet i Søby er til og med 31. oktober åbent alle ugens dage kl. 10-17. Entre 25 kr., børn under 12 år gratis.Dette var den sidste artikel

i serien om ukendte

danske naturperler.