Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er langt fra Ukraine til Amager Strandvej 3.
Men det er ikke desto mindre her, at politikere på Københavns Rådhus planlægger, at 330 ukrainske flygtninge skal bo.
Det skriver TV 2 Lorry.
De københavnske byrådspolitikere skal tirsdag i næste uge tage stilling til, om kommunen skal bruge op mod 71 millioner kroner på at bygge en såkaldt pavillon-by, der skal huse flygtningene i tre år.
Og der er umiddelbart flertal for forslaget, skriver TV 2 Lorry, som har lavet en rundringning blandt byrådets partier.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Jens-Kristian Lütken (V), kalder pavillon-løsningen fornuftig.
»Vi står i en meget særlig situation, hvor vi får mange fordrevne til København, som vi skal give tag over hovedet. Det er pavilloner, vi også bruger til skoler og institutioner, og det er en fornuftig løsning – tingene taget i betragtning,« siger Jens-Kristian Lütken til TV 2 Lorry.
Daginstitutioner for de mindste flygtninge
Grunden på Amager Strandvej 3 bruger Københavns Kommune i dag til opbevaring af blandt andet »vintertjeneste, hittegods og byinventar«.
Men den kan meget snart komme til at huse flere hundrede flygtninge. Og der vil være pasningsmulighed for de mindste af dem.
Borgmester Jens-Kristian Lütken (V) oplyser nemlig til TV 2 Lorry, at man også kommer til at oprette særlige daginstitutioner på området – kun til ukrainske børn.
Det skyldes blandt andet, at der i forvejen er stort pres på områdets daginstitutioner, og at det ifølge Jens-Kristian Lütken ikke vil give mening at sende børnene på tværs af byen.
Pavillonerne kan efter planen stå klar ved udgangen af juli måned.
København overrumplet af flygtninge
Flygtningestrømmen fra Ukraine var allerede tidligt ved at overrumple Københavns Kommune, som hurtigt løb tør for brugbare lokaler til indkvartering.
Derfor har både opvarmede telte, sportshaller og asylcentret Sandholmlejren været på tale.
Hovedstadskommunen kan se frem til at skulle huse op mod 10-11.000 ukrainske fordrevne fra krigen i hjemlandet, hvis regeringen – som varslet 1. april – tager en ny fordelingsnøgle i brug.
Til påske vil man have boliger til omkring 570 flygtninge. De skal huses på Ottiliavej og Kirsebærhavens samt Højdevangens Sogns plejehjem i Valby.
I dag har kommunen dog allerede nødindkvarteret omkring 1.000 ukrainere – og det er udover dem, der allerede er fordelt til kommunen fra centralt hold.