Har du set en åkande? Hørt en nyfødt kalv? Eller opdaget, at verdensstjerner og familier valfarter til Haderslevs nye skatebane og kulturcentrum?

Det vil folk i denne by gerne spørge den om, der har opfundet udtrykket Udkantsdanmark. Det må være en indtørret jurist, som aldrig har forladt sit ministerium, lyder det.

Jeg befinder mig i sønderjyske Haderslev, byen med 20.000 indbyggere, hvor jeg er vokset op.

Jeg går ind over havnen. Hører et glædesskrig, et »fuck!« og hjul, der ruller over asfalt. Langs kanten af havnen har ildsjæle for 34 millioner kroner skabt et Streetdome; en stor plads for skatere, unge, kulturliv og familier. Den er købstadens stolthed, som har pustet nyt liv i byen. Amerikanske Huffington Post har udnævnt anlægget til at være blandt verdens 25 smukkeste bygninger opført i 2014.

»Det er ildsjæle, der er brug for i de små samfund i Danmark. Streetdome er et kanon eksempel på, at man kan gøre noget for at bekæmpe, at mindre byer og landsbysamfund sygner hen,« siger Jens Christian Gjesing, tidligere socialdemokratisk borgmester i Haderslev.

Jeg husker lugten af korn fra siloerne, som fyldte havnen, da jeg var barn. Jeg kørte med min far på traktoren fra vores gård og læssede korn ned i en grav, hvorfra det blev suget ind i havnens siloer. Det var stort at være med sin far på arbejde. Det er det, landlivet kan.

Jeg træder hen over korngraven, der nu er dækket til med træsveller. Det Gamle Havnekontor er blevet til et kunsthus, og den Kongelige Vejerbod restaureret.

Som teenager kørte jeg selv korn: fulgte med min traktor og vogn i mejetærskerens sneglefart, mens kornet fossede ned i min vogn gennem en tragt. Mens mejetærskerens tank blev fyldt påny, ventede kornføreren i skovbrynet. Lyttede til fuglesang og markens stilhed.

Af de tre siloer, som slugte korn i min barndom, er to sprængt i luften. Den sidste er bemalet med store fisk af kunstneren Victor Ash, og den ene fløj er blevet til en klatremur.

Skaterstjerner på besøg fra hele verden

Lidt længere nede ad havnekajen er et nyt hypermoderne VUC-center skudt op. Det nye skater-anlæg og en kuppelformet indendørs klatre- og skaterbane er med ét slag blevet en succes: Skaterstjerner fra hele verden valfarter hertil for at se og afprøve Street­dome. Og det er blevet kultur-, koncert- og tilholdssted for lokale og tilrejsende unge og familier.

»På lune aftner er her helt fyldt,« siger Lene Dahlgaard-Stockholm, der skrår over pladsen med sin mand i hånden og vind i sit røde hår.

»Det er det helt store sted. Det giver liv!« fortsætter hendes mand Lars Dahlgaard-Stockholm, der som sin kone er lærer.

Jeg spørger lærerparret, hvad de synes om at bo i Haderslev, som nogle politikere ser som en del af Udkantsdanmark, og hvorfor de er blevet her, mens mange andre rejser. Det er det, statistikkerne viser.

»Det er rigtigt godt at bo i Haderslev. Det er værre for dem, der ikke bor her. Det kan være farligt at sætte mærkat på steder. Man risikerer, at det bliver selvforstærkende,« siger Lene Dahlgaard-Stockholm.

»Hvad måler man det på, når man bruger det udtryk? Her er mange muligheder for unge. Idrætstilbud og uddannelse,« siger Lars Dahlgaard-Stockholm.

»Her er frisk luft og højt til himmels. Man kommer hinanden meget ved. Her har man hilsepligt til alle.«

At al den snak om Udkantsdanmark kan blive selvforstærkende, skal jeg ikke lede længe efter. På en fortøjningspæl sidder en ung pige og ser ud over vandet. Hendes lange hår flagrer i vinden. Hvordan er det at være ung her? spørger jeg. Pigen smiler skævt.

»Jeg ville da hellere bo i Aarhus eller København. Hvor der er flere muligheder for at lave ting. Haderslev er hyggelig. Men her er attraktionen bare Streetdome,« siger 14-årige Amalie Satake.

Hjerneflugt

Haderslev ligger i Sønderjyllands længste tunneldal. Øst for byen er Haderslev fjord, vest for staden Haderslev dam. Over husenes tage troner den enorme røde domkirke, som man kan se fra alle steder af byen.

I gaderne, som fører fra havnen op til Domkirken, ligger flere bindingsværkshuse og fine bygninger tilbage fra 1500-tallet, som er præmieret for deres istandsættelse. Stokroser kryber op ad facaderne.

Men stilstand og udkantssymptomer sniger sig ind på staden. Byen mistede med ét slag 1.000 arbejdspladser, da sygehuset i 2007 blev lukket.

Henover fronten på den tidligere By- og Herredsret står der nu »Til salg eller leje« med fede bogstaver. Et politiskilt skinner stadig grønt på nabobygningen på Gammelting, men betjente af kød og blod er forvandlet til en telefon, hvorfra man kan ringe til Esbjerg.

Posthuset er nedlagt. Mest markant er de tomme butikker selv på prominente adresser. Blanke glasfacader, der glor tomt ud på én. Centralt i byen ligger ikke færre end fire genbrugsbutikker.

Jeg går op ad Christiansfeldvej, min gamle skolevej. Benzintanken, hvor vi i de store frikvarterer dryssede ned for at købe slik, er blevet til en selvbetjeningstank. Danseinstituttet Lorenzen, som holdt et populært børnediskotek i byen, er metamorfiseret til en skydebane.

Så dukker de op: Realskolens hvide mure, der skinner i solen. Privatskolen, hvor jeg gik, sammen med det øvrige borgerskabs børn. Det var i en del af landet og i en tid, hvor børn blev opdraget. Der var ro i klassen. Man lærte noget. En hel masse faktisk.

Men et stort problem i en by af Haderslevs størrelse er, at mange tager dét, de har lært, med sig ud af byen. Det koster kommunen godt en million kroner at føre et ungt menneske gennem folkeskole og gymnasium klar til at studere.

Penge, der går tabt, hvis den unge flytter, som et stigende antal unge gør. I Syddanmark har ti procent en universitetsuddannelse, mens det gælder 19 procent på landsplan.

Det gule Sønderjylland

Hvis vi et øjeblik zoomer ud fra Realskolen og plotter Haderslev ind på kortet efter folketingsvalget, undrede det mange, at Sønderjylland blev så gult; overtaget af Dansk Folkeparti.

Den udvikling har Allan Emiliussen, formand for byrådets udvalg for kultur og fritid (V), et godt svar på. Jeg møder Emiliussen, der er chefkonsulent hos VUC, i hans villa, med roser langs facaden og orkidéer i indgangspartiet.

Villavejen ligger søvnigt og stille hen, men det er veje som denne, der er en del af forklaringen på det gule syndrom.

»Antallet af indbrud begået af østeuropæere stiger drastisk. Og skræmmer folk, som får stjålet alt fra kobber til cykler, der sælges videre syd for grænsen. Vi er et grænseland. De store partier, Venstre og Socialdemokraterne, har ikke været gode nok til at lytte til sønderjydernes bekymringer. Det er en skrøne, at sønderjyder er særligt fremmedfjendske. Se på Sommersted, der har taget imod syriske flygtninge med kyshånd.«

Nogle udlægger sameksistensen med det tyske mindretal som et tegn på sønderjydernes åbenhed:

»Mindretallene er kendt for at fungere fint på begge sider af grænsen – så er man vel ikke særlig racistisk. Vi var også overraskede over Dansk Folkepartis popularitet. Men hernede har de spillet på Udkantsdanmark. De sagde: Vi ser jer. Hører jer som dem, I er,« siger Lars Dahlgaard-Stockholm, læreren.

Haderslev har ikke givet op og er i færd med at støve kampgejsten af, selv om centraliseringen er imod byen.

»Haderslev har ligget i en komfortzone. Som Korsbæk hvor det ikke gik rigtig godt. Men heller ikke rigtigt dårligt,« siger politikeren Allan Emiliussen.

»Når vi bliver udfordret og for alvor mærker hjerneflugten, vågner vi op til dåd.«

Haderslev er krøbet op ad Dansk Byggeris rangliste fra en lidet flatterende 69. plads til en 37. plads blandt landets 98 kommuner.

Allan Emiliussen har selv haft brug for en masse kampgejst. I ni år zigzaggede han gennem ufaglærte job. Så kom han på VUC og derfra til statskundskab i Aarhus. Men han vendte tilbage til sin hjemby.

Chancen i provinsen

For knofedt bliver der brug for til at styre Haderslev ind i fremtiden. Og måske en dag – hvem ved – genskabe det forspring, som Haderslev havde i år 1525, hvor byen blev reformeret ti år før det øvrige rige.

Byens kaserne, en stor rød bygning på min skolevej, har tre gange været lukningsdømt i forsvarsforlig, men har overlevet og har nu over 400 arbejdspladser.

Militæret er populært i Haderslev, der fra 1864 til 1920 var under tysk herredømme. Kasernens årlige lysfest, der markerer Danmarks befrielse, er en stor begivenhed, som tiltrækker i tusindvis af borgere.

Den danske identitet spiller en stor rolle i Sønderjylland. Haderslev kaserne er den sidste i Sønderjylland – Tønder og Sønderborg er røget. Kommunen huser stadigvæk flyvestation Skrydstrup med F-16-jetjagere og 1.000 arbejdspladser.

Kommunen forsøger, ud over det militære, at specialisere sig i niche-uddannelser, bl.a. på University College Syddanmark, der kan få unge til at blive i landsdelen. Man satser på eliteidræt. Er ivrige for at få statslige institutioner hertil. Og orienterer sig i stadig større grad mod Tysklands store marked og Europas muligheder, der set herfra får København til at ligne en blindtarm.

Men mere end noget andet handler det om gejst, initiativ og gå-på-mod. Egenskaber, som landlivet og små samfund traditionelt har været gode til at fremelske.

»Det gælder om at blive bedre til det, vi allerede er gode til,« siger Allan Emiliussen.

Slagteren Vollstedt, hvor vi kom i min barndom, er kendt for sine pølser, men har nu gentænkt sig selv og åbner endnu en butik i Kolding. Der er grøntsager uden for den populære slagterbutik på Naffet og indenfor hjemmelavet suppe og is, sydesalt og øl fra Mandø.

Iværksætteren Kim Hansen har i Haderslev skabt firmaet Xocolatl med opfindsomme chokoladefrøer og kakaobønner, der går som varmt, dyrt brød over hele landet. Kim Hansen har også genopfundet Christiansfelds traditionsrige honningkagebageri, som også var populært, da jeg var barn.

Og så er vi tilbage på havnen, hvor solen er ved at gå ned over vandet, men livet stadig syder. Den idémager, alle lige nu taler om, er 39-årige Morten Hansen, der fandt på skater- og kulturkomplekset Streetdome og brugte ti år på at realisere det.

Den sidste torsdag i juli fik anlægget besøg af ti skaterstjerner, der er blandt verdens bedste.

Morten Hansen er vokset op i Haderslev, og hans baggrund er en HF-eksamen. Hvorfor opstod ideen netop i Haderslev?

»Hvis man kan noget som kreativ iværksætter, så drukner man nemt i storbyen. I provinsen er der plads til sådan én som mig. Chancen holdt mig her; kærligheden til projektet og derigennem til byen, som sammen med eksterne fonde gjorde det muligt.«