Her gav fem timers fartkontrol én million kroner

Politiet havde længe studset over, hvorfor der skete så mange færdselsuheld ved noget vejarbejde på Farøbroen, der forbinder Sjælland med Falster.

Farøbroen. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Derfor satte de fotovogne op, og forklaringen kom prompte: Folk kørte med hovedet under armen. På blot fem timer blev der indtjent over én million kroner til statskassen. Det skriver Sjællandske.

En af politiets fotovogne knipsede i løbet af godt fem timer 558 bilister, som kørte alt for stærkt på Sydmotorvejen mod Farøbroen. På grund af vejarbejde hen over broen havde politiet sat fartgrænsen ned til 90 km/t. Den hurtigste bilist blev taget med en hastighed på hele 156 km/t. Det vankede en bøde på 9.000 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet.

Erik Mather, der er leder af politiets færdselsafdeling i området, ryster på hovedet over tankeløse bilister, der ikke nedsætter farten ved vedarbejdet. Han forklarer til sn.dk, at når den mindst mulige bøde for at køre for hurtigt er på 2.000 kroner, så giver de 558 knipsede bilister en indtjening på mere end en million kroner.