Minialbummet er en gave. Her, hvor der kun skal indspilles fire til syv numre, er kreativiteten ofte helt anderledes frisat end på et fuldlængdealbum. Og ofte ville man ønske, at bands ikke altid – i de store ambitioners navn – endte med at indspille 11-12 sange.
Dén fristelse er Tidlige Armbånd ikke faldet for endnu. Og skal jeg pege på ét band, der hjertens gerne måtte blive morgendagens stjerner, er det denne trio, hvis to seneste minialbum kan streames ganske gratis på aftenrutine.dk.
Allerede titlerne siger, at her er der noget spændende i spil. »Jeg kunne dig rigtig godt« hedder den ene EP og den anden »Gode piger kommer i himlen, slemme piger kommer over det hele«.
Hvor stort potentialet er i trioen – der består af trommeslager Kristen Landro, bassist Søren Leerbech og guitarist, sanger og sangskriver Anders Hjernø – det fremgår af »Din natur«, som er et vidunderligt opbud af afvæbnende ungdommelighed, optændt instrumentering og smittende popsensibilitet. Først via elguitaren, så trommerne i bedste musikskolestil og kort efter Anders Hjernø, der synger uden skelen til skønsang, men fuld af troskyldighed og i selskab med et herligt horntema.
Det er som Håkan Hellström i hans yngste, mest veloplagte dage og – bag den tilstræbt naive stil – med en sofistikeret sans for melodi og uprætentiøs, men billeddannende verseskrivning: »Gik en tur i skoven, da du sagde ’Anders, træerne springer ud’/og jeg ku’ kun gi’ dig ret/og vi tændte en cigaret/og træerne de sprang ud«.
Anderledes sart og dæmpet er »Søndag morgen«, hvor violin og cello er det eneste, der møder Hjernøs stemme, som ligger på en blødt foldet melodi. Mellem disse to yderpunkter, den udadvendte, vindskæve i »Din natur« og den nedtonede, lyriske »Søndag morgen«, udfolder Tidlige Armbånd sig både uskolet og træfsikkert. Det gør de lige betagende på begge minialbum, der giver mindelser om Nikolaj Nørlunds dansksprogede styrker, Synd Og Skams anarki, om Mouritz/Hørslevs bevidste blåøjethed og et eller andet sted også om Povl Dissings knirkerier.
At Tidlige Armbånd også er et band i rivende udvikling høres på den anden EP, »Gode piger kommer i himlen, slemme piger kommer over det hele«. Her er det forrige udspils signaturer – selv om de er udkommet med bare tre måneders mellemrum – til stede med horn og strygere, men også nuanceret yderligere og udbygget.
Det høres måske tydeligst i den forrygende »Hvad er støv?« med keys, percussion, korstemme og en boblende, dansabel fornemmelse og mindelser om Talking Heads.
Den afslutningsvise »Lige god for altid«, en tyst og slingrende sag, viser også, at vejen videre frem sikkert også er fuld af forandringer og nybrud. Men de har virkelig fat i noget og greb i et poetisk, livfuldt og berusende grundstof.
Så lyt til Tidlige Armbånd nu. Og før din nabo.
Hvem: Tidlige Armbånd.
Hvad: »Jeg kunne dig rigtig godt«.
Hvem: Tidlige Armbånd.
Hvad: »Gode piger kommer i himlen, slemme piger kommer over det hele«.