Her er knasterne mellem København og trossamfund: X Factor, stening og dødsstraf til homoseksuelle

ARKIVFOTO: Fredagsbøn i moskeen ved Det Muslimske Trossamfund på Dortheavej i Københavns Nordvest kvarter. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Borgerrepræsentationen er klar til at stoppe al samarbejde med den muslimske forening, Islamisk Trossamfund.

For ifølge københavnske byrådspolitikere fra Socialdemokraterne, Venstre, Liberal Alliance og Konservative bakker trossamfundet ikke helhjertet op om demokratiske værdier.

Islamisk Trossamfund har derfor fået stillet stolen for døren: Hvis ikke organisationen inden for en måned tager afstand fra en række kontroversielle ytringer, så vil organisationen blive udelukket fra at samarbejde med kommunen.

Efter Borgerrepræsentationens udmelding har folketingsmedlem og kirkeordfører Naser Khader (K) i øvrigt meldt ud, at han er klar til at gå endnu videre og undersøge muligheden for  at fratage organisationen dens status som trossamfund.

Islamisk Trossamfund har ifølge Beskæftigelse- og Integrationsforvaltningen i København været engageret i kommunens arbejde med at forebygge radikalisering og modvirke ekstremisme ved at være »repræsenteret i medarbejdernetværket og civilsamfundsgruppen«.

Islamisk Trossamfund siger i dagens Berlingske, at flere af påstandene fra de politiske partier på rådhuset er direkte injurierende og varsler et juridisk efterspil:

»For det første har Københavns Borgerrepræsentation fuld ret til at beslutte, hvem de vil samarbejde med, og hvem de vil ekskludere. Men det skal altid ske på korrekt grundlag. Vi kommer til at forfølge flere af de her sager, og de her citater vil blive gået efter juridisk for injurierende påstande. Det er en uhørt og ubegrundet dæmonisering, der finder sted,« siger talsmand i Islamisk Trossamfund Imran Shah.

Borgerrepræsentationens politikere, som står bag ultimatummet til Islamisk Trossamfund, begrunder deres hårde linje med henvisning til følgende påstande og forhold.

X Factor er haram

»Reglen er, at hvis der bliver anvendt musikinstrumenter, så er det ikke t illadt. Selv om der bliver talt om Allah og profeten [...]. X Factor, helt ærligt, det er seriøst ikke godt for jer. I spilder jeres tid. Det er lige meget, om den ene muslim, om den den tredje muslim eller om den fjerde muslim er med i det. Wallahi (jeg sværger ved Allah, red.) I spilder jeres tid. Det er haram,  om man kigger på det bare to-tre minutter,« som Dr. Kamran Shah blandt andet prædiker på dansk i en videosekvens på Youtube.

Dr. Kamran Shah har ledt flere prædikener og bønner i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej i København.

Invitation af jødehadende og kvindefjenske imamer

Islamisk Trossamfund inviterede tidligere på året den omstridte imam Haitham al-Haddad til at holde gæsteoplæg i moskeen.

Haitham al-Haddad er ifølge Københavns Kommune en kontroversiel imam, som »accepterer vold mod kvinder og mener, at jøder er efterkommere af svin og aber«.

Shaykh Haitham al-Haddad gæster Det Islamiske Trossamfund i morgen fra kl. 16-18, hvor han vil holde oplæg om Abu Bakr Al Siddiq. Hiv en ven eller to med og skynd jer ned til moskéen.Vel mødt!

Posted by Det Islamiske Trossamfund I Danmark on 18. april 2015

Haitham al-Haddad har desuden udtalt, at han går ind for stening af mænd og kvinder.

Derudover bemærker Københavns Kommune også, at Islamisk Trossamfund stod bag invitationen af Bilal Philips, som er berygtet for at sammenligne homoseksualitet med pædofili og for at mene, at kvinders utroskab bør straffes med 200 piskeslag. Islamisk Trossamfund har dog siden beklaget invitationen af Bilal Philips.

Islamisk Trossamfund har også flere gange inviteret Khalid Yassin, som ifølge Københavns Kommune ligeledes ikke anerkender kvinders ret til ligestilling og går ind for dødsstraf til homoseksuelle.