Her er Japan to år efter katastrofen

Japan kæmper stadig med at få kontrol over Fukushima-atomkraftværket to år efter det voldsomme jordskælv og tsunamierne, der fulgte.

En arbejder i beskyttelsesdragt rydder op på det katastroferamte Fukushima-atomkraftværk i Japan. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCK ROBICHON

På mandag er det to år siden, at verden stod stille, og en hel nation blev grebet af rædsel.

Først væltede ubegribelige billeder af altødelæggende tsunamibølger ind over YouTube og TV-skærme kloden rundt. I dagene efter steg pulsen yderligere, da det i stigende omfang stod klart, at det japanske samfund parallelt måtte forholde sig til den værste nukleare katastrofe på kloden i et kvart århundrede.

Billeder optaget med stærke telelinser af helikoptere, der i desperate manøvrer forsøgte at køle det eksploderede, delvist nedsmeltede og stærkt radioaktive Fukushima-kraftværk ned med dumpning af vand, står i denne skribents bevidsthed indprentet som gysende scener i en katastrofefilm. Blot var det skinbarlig virkelighed.

Jeg så de kornede optagelser på den nationale TV-kanal NHK, da jeg i ugen efter det gigantiske jordskælv var i Japan som udsendt for avisen. På det tidspunkt anede ingen, om det ville lykkes at få bare nogenlunde kontrol med det rygende varme atomkraftværk, og meldingerne om koncentrationen af radioaktivitet i luften var mangelfulde og forvirrende. Samtidig rystede kraftige efterskælv med jævne mellemrum landet, hvilket skabte frygt for nye eksplosioner og nedsmeltninger.

Af samme årsag tjekkede jeg konstant den fremherskende vindretning på meteorologiske hjemmesider, uanset om jeg befandt mig i Tokyo eller i de tsunamiraserede områder nord for Fukushima. Der var ingen grund til bevidst at udsætte sig selv for radioaktive vindstød.

En halv snes dage efter hovedskælvet kunne jeg imidlertid forlade landet. I øvrigt sammen med titusindvis af mere eller mindre paniske udlændinge – kinesere, koreanere, amerikanere – der ikke ønskede at blive fanget i et ørige på en mulig rand af et nukleart sammenbrud.

Men japanerne blev tilbage, og som man har iagttaget før i historien, forholdt de sig til krisen og katastrofen med stoisk ro. En stoicisme, der trods store antinukleare demonstrationer i Tokyo og andre større byer stadig er fremherskende her to år efter. Og som de får yderligere brug for at manifestere i årtier fremover.

Mens vestlige medier i vidt omfang har lagt den japanske katastrofe bag sig, er den stadig højst nærværende i verdens fortsat tredje rigeste nation. På mange måder er det først for alvor nu, at omfanget af atomtragedien begynder at stå klart.

De mange kystsamfund, der blev tilintetgjort af knusende tsunamibølger, er ganske ved at blive genopbygget, infrastrukturen fungerer nogenlunde, og hospitaler og skoler er i vidt omfang genåbnet.

Men i en radius af ca. 30 km fra Fukushima-værket vil ingen kunne bo i årtier, måske i flere hundrede år som følge af de voldsomme radioaktive nedfald, der har lagt sig over marker, skove og byer. Det værste er imidlertid selve det stærkt radioaktive atomkraftværk, som man på ingen måde har bragt under kontrol.

Hver dag bliver omkring 3.000 overvejende lavt betalte arbejdere i beskyttelsesdragter kørt i busser ind på værkets område. Ved ankomsten tager de kraftige beskyttelsesmasker på, hvorefter de går i gang med den utaknemmelige opgave at dekontaminere atomkraftværket – det vil sige standse radioaktive udslip, deponere radioaktivt kølevand og langsomt nedrive og forsegle værket bid for bid.

Det er en opgave, der ventes at strække sig over mindst 40 år, og som hviler på teknologi, der end ikke er udviklet endnu.

I forskningslaboratorier over hele Japan arbejder man på at udvikle særlige robotter, der kan bevæge sig ind i de dødsensfarlige og stærkt radioaktive reaktorhaller for i første omgang at standse lækager og bringe tusindvis af brugte og nedsmeltede brændselsstave i sikkerhed. Imens udvikler hverdagens helte, Fukushima-arbejderne, stærke stress-symptomer, og op mod 200 har allerede måttet forlade jobbet, idet de har nået grænsen for radioaktiv strålepåvirkning.

Selve dekommissioneringsarbejdet ventes at koste omkring 600 mia. kr. Dertil kommer over 2.000 mia. kr. for at yde erstatning til de flere end 100.000 tidligere beboere i områderne omkring værket samt til at rense jorden over et Fyn-stort område for radioaktive partikler.

Men prisen kan sagtens blive højere og tidshorisonten længere, for ingen aner hvilke vanskeligheder og udfordringer, der vil tårne sig op, før robotterne får overblik over katastrofens sande omfang.

Imens kan topcheferne på det ansvarlige og stærkt forhadte energiselskab Tepco læne sig tilbage i glæde over, at man kun skal betale en brøkdel af de enorme omkostninger til dekommissionering og erstatninger til evakuerede. Den rolle har den japanske stat til manges forbløffelse mere eller mindre overtaget. Og det i en situation, hvor landet er ramt af historisk høj statsgæld, stagnerende økonomi og en krigslignende konflikt med den boomende kæmpenabo mod vest, Kina.

Man må virkelig håbe, at landets politikere ved, hvad de gør. For ellers bliver de 127 mio. japanere dobbelte ofre.