Her er hovedpersonerne i det grønlandske valgdrama

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Søndag d. 23. november. Valgmøde i Nuuk før det grønlandske valg afholdes den 28. Valg dabat Kim Kielsen (Siumut) Fold sammen
Læs mere

Kim Kielsen

Den 47-årige partisoldat Kim Kielsen har kun få uger på bagen som formand for Siumut. Han vandt overlegent formandskampen efter Aleqa Hammonds exit, hvor han med 44 ud af 65 stemmer bl.a. slog veteranen Lars-Emil Johansen, der også stillede op. Kim Kielsen har arbejdet som politibetjent og med projekter for udsatte børn og unge. Han blev valgt til Landstinget i 2005 og har været minister ad to omgange. Til trods for den stride modvind, der blæste mod Siumut ved udskrivelsen af det ekstraordinære valg, har Kim Kielsen formået at tale sit parti op i valgkampens sidste fase. Han bliver regnet for at være »i øjenhøjde« med den gængse grønlænder og for at være en moralsk og retskaffen politiker – han var eksempelvis også blandt de interne kritikere under Hammonds regeringstid. Kim Kielsen har bl.a. sat fiskeri, arbejdsløshed og økonomisk bæredygtighed på dagsordenen i valgkampen.

Det Grønlandske folketingsmedlem Sara Olsvig. Fold sammen
Læs mere

Sara Olsvig

Den 36-årige IA-formand har længe været udpeget som partiets nye »store håb«. Hun overtog ledelsen i foråret fra Kuupik Kleist, som trak sig både som følge af sidste valgnederlag og afsløringen af, at også han havde et økonomisk mellemværende med Landskassen. Hun har ikke årelang politisk erfaring – blev valgt til Folketinget i 2011 og Landstinget i 2013. Til gengæld bliver hun anset som solid og ærlig, og hun viste politisk flair i efteråret i den løbende håndtering af Aleqa Hammonds skandalesag, der resulterede i udskrivelsen af det ekstraordinære valg. Sara Olsvig er uddannet antropolog og har arbejdet som Executive Director for inuitorganisationen ICC Greenland. Blandt hendes mærkesager i valgkampen har været øget politisk samarbejde for at sikre stabilitet og genoprette tilliden til politikerne samt afholdelse af en folkeafstemning om uranspørgsmålet.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (th) og Grønlands landsstyreformand Hans Enoksen underskriv overenskomst om gennemførelsen af en selvstyreordning for Grønland. Underskrivelsen fandt sted i Spejlsalen på Christiansborg fredag 13. juni 2008. Fold sammen
Læs mere

Hans Enoksen

Den tidligere Siumut-veteran og landsstyreformand Hans Enoksen kan blive den helt store joker ved valget, efter at han i januar 2014 brød med sit gamle parti for at stifte Partii Naleraq, der på dansk kan oversættes med »Pejlemærke«. Partiet spås gode chancer ved dagens valg og kan ende med de afgørende mandater. Hans Enoksen forlod Siumut i kølvandet på den betændte sag om udpegningen af Aleqa Hammonds samlever til spindoktor for en af regeringens ministre – men han kan imidlertid ikke undslå sig, at også hans regeringstid (fra 2002-2009) var præget af skandaler og kontroverser i den politiske top. Hans Enoksens er især populær i bygderne og blandt fangere, fiskere og landmænd. Ved etableringen af Partii Naleraq argumenterede han da også netop for, at disse grupper af borgere har været overset og negligeret i grønlandsk politik. Hans valgprogram lyder desuden på større fiskekvoter og øget brug af grønlandsk i det officielle Grønland.