Her er du aldrig alene

Hverken Shanghai, London eller New York kan hamle op med Tokyo, når det handler om organiseret menneskemylder.

Menneskemylder ved udgangen fra Shinjuku stationen i Tokyo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg husker endnu tydeligt, da min Tokyo-fødte viv første gang kom til Danmark.

Vi slentrede over Kultorvet i København, da det pludselig begyndte at regne.

Desværre havde jeg glemt at få en paraply med, hvilket for japanere er en undladelsessynd af de større.

Men så spurgte hun, om vi ikke bare kunne gå nedenunder?

»Nedenunder?«
»Ja. Nedenunder. Er der ingen by nedenunder?« spurgte hun, som om det måtte være det mest selvfølgelige i verden.

Mens København har en udpræget mangel på underjordiske gangsystemer, vrimler den japanske hovedstad med dem i et sådant omfang, at man kan tale om, at der ligger veritable byer under fortovsniveau.

Læs mere: 24 timer i Tokyo

Og den største af dem alle ligger under Tokyo-bydelen Shinjuku, der er både berømt og berygtet for sit næsten ubegribelige menneskemylder.

Her er kilometer efter kilometer af lange korridorer, der fører fra Shinjuku Station til andre nærliggende stationer eller helt op til Tokyos største skyskraberdistrikt, Nishi-Shinjuku, der bl.a. rummer metropolens mest muskuløse bygning, det 250 meter høje og ekstremt rummelige rådhus.

Lost
At bevæge sig i disse korridorer mellem kl. 8 og 9 en hverdagsmorgen er et studie i ekstrem storbykultur.

Fra hovedstationen vælter kontorfolk som regulære tsunamier ud i spindelvævet af underjordiske gange, der i mange tilfælde er fyldt med små caféer, kiosker, restauranter og gavebutikker.

Den kvindelige halvdel af kontorfolket, de elegant klædte Office Ladies eller slet og ret OLs, får murene til at genlyde af hastige klik fra deres stiletter, mens mændene, de såkaldte Salary Men, i deres næsten identiske jakkesæt stålsat svinger attachémapperne på deres vej mod virksomheder og myndigheders skinnende hovedkontorer.

Som udenforstående vesterlænding er man imidlertid med næsten statsgaranti lost. Ofte aner man ikke, hvor man befinder sig, og hvis man vælger at tage en tilfældig rulletrappe op til gadeniveau, øges forvirringen over geografien i ni ud af ti tilfælde yderligere.

Syndens hule
Men det er bestemt en oplevelse værd at bevæge sig op i sollyset. Shinjuku-distriktet går for at være verdens travleste sted, hvilket gælder i såvel dag- som nattetimerne. Af samme årsag er bydelen fyldt til bristepunktet med stormagasiner, restauranter, design-butikker, barer, spillehaller, natklubber og Østens formentlig største og livligste red light district, nemlig Kabukicho – en syndens kæmpehule, der ofte kaldes »den søvnløse by«. Og som var her, filminstruktøren Ridley Scott hentede inspiration til scenografien i sit mesterværk af en science fiction-film »Blade Runner«.

Det anslås, at cirka 3,6 millioner rejsende benytter sig af hovedstationen Shinjuku Station på en tilfældig hverdag. (Til sammenligning bruger under 200.000 mennesker dagligt Nørreport Station i København).

3.000 passagerer
Hvis man f.eks. stiller sig op på perronen mellem spor 9 og 10 ved 8-tiden om morgenen, skal man passe på ikke at blive væltet omkuld af menneskemasser. Med cirka to minutters mellemrum ankommer lokaltog fra forstæderne, og ud vælter op til 300 mennesker fra hver eneste togvogn – det vil sige op til 3.000 mennesker fra hvert enkelt tog.

Og når toget er tømt, strømmer et tilsvarende antal rejsende ind – ofte i så enorme mængder, at særligt personale på perronerne må give passagerer nærmest dørene et par gedigne skub med deres hvide handsker for at få plads til alle inden for i sardindåsen.

Hele processen går forrygende stærkt – ellers risikerer man flaskehalse i det omfattende netværk af over- og underjordiske tog, der ankommer og går med imponerende præcision.

Til tider går det dog galt, f.eks. hvis en ulykkelig japaner har besluttet sig for at begå selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.

Men også her er myndighederne præget af slående effektivitet. Det tager normalt bare 10-15 minutter at få liget ryddet af vejen, og bagefter risikerer selvmorderens familie at blive sagsøgt af togselskabet for omkostningerne i forbindelse med forsinkelser, der har ramt titusinder af mennesker.

Haruki Murakami
Shinjuku Station kommer aldrig til at vinde nogen arkitekturpris. Den er et sammensurium af stilretninger, og i et sådant omfang bygget direkte sammen med hele fire stormagasiner, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvor verdens travleste station slutter, og andre kæmpebygninger tager over. Men det indebærer ikke, at stationen og dens omgivelser er kulturløse.

Hvis man holder af den store japanske forfatter Haruki Murakami, kan man opsøge flere steder, hvor centrale scener i hans fængslende murstensromaner udspiller sig. Det gælder bl.a. i »Trækopfuglens krønike«, hvor titelpersonen, den arbejdsløse Toru Okada, på et tidspunkt fordriver tiden ved dag ud og dag ind at sidde foran stationens vestudgang og bare studere havet af mennesker, der passerer forbi. Til sidst møder han en ekstremt elegant og velhavende kvinde, der fører ham på en skæbnesvanger rejse yderligere ind i det magiske Tokyo.

På tilsvarende vis foretager hovedpersonen i forfatterens aktuelle bestseller »1Q84«, læreren og forfatteren Tengo, adskillige togrejser fra Shinjuku Station.

Evige togsæt
Man behøver dog ikke være fan af Haruki Murakami for at kunne få timer til at gå med at forsøge at mætte øjnene med skuet af det vældige menneskemylder. Hvis man stiller sig op foran stationens sydudgang, kan man i timevis studere de evige togsæt, der slanger sig ind på stationen under én, kigge ned på slugterne af voldsomt trafikerede gader med utallige neonreklamer, hvor hundredvis af mennesker krydser gaden, når bliver grønt, eller løfte blikket og betragte den vilde skyline, der bl.a. rummer det særprægede og 204 meter høje såkaldte Cocoon Tower og mobilselskabet NTT Docomos 240 meter høje kopi af Empire State Building med det enorme ur uden på.

Shinjuku og dens enorme hovedstation har en dramatisk historie bag sig.

Oprindeligt havde Tokyo, der i gamle dage hed Edo, kun et enkelt regulært centrum, nemlig kvarteret omkring den nuværende Tokyo Station og den oldgamle bro Nihonbashi.

Men efterhånden som byen voksede, hvilket den gjorde med forrygende hast, opstod nye bycentre, og Shinjuku i det vestlige Tokyo blev for alvor en summende og integreret del af hovedstaden efter det ødelæggende Kanto-jordskælv i 1923, der gjorde det af med ca. 140.000 mennesker.

Forlystelsescentrum
De amerikanske tæppebombninger af Tokyo i 1945 lagde imidlertid op mod 90 procent af det næsten nyopførte Shinjuku i ruiner, hvorefter en omfattende genopbygning blev indledt.

I de første år efter krigen var bydelen berygtet for sin omfattende sortbørshandel og for de mange sultne og fattige, der her så en mulighed for at tjene et par lyssky yen.

Men langsomt udviklede bydelen sig til et farverigt business- og forlystelsescentrum, og med byregeringens flytning i 1991 til Shinjuku og det nyopførte magtfulde rådhus var Shinjukus position som metropolens mest dynamiske og verdens mest menneskemyldrende område beseglet.

I dag kan ingen turist for alvor hævde at have oplevet Tokyo, hvis ikke besøget har involveret et daglangt besøg i Shinjuku.