Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De fleste af os vil være mærket efter gårsdagens skyderi i Field’s, der indtil videre har kostet tre mennesker livet.
For du behøver ikke have været en af dem, der selv var til stede i eller omkring storcenteret i går, for at opleve en reaktion, siger leder for Psykiatrifondens Rådgivning, Liza Johnson.
Hun understreger, at hvis man selv har været til stede i Field’s eller i området omkring storcenteret, skal man som udgangspunkt opsøge den hjælp, der er.
Men man kan sagtens være mærket af situationen, også selvom man ikke var i nærheden. Og det er der som sådan ikke noget galt med, siger Liza Johnson, for »det er en usædvanlig situation, men en normal reaktion«.
Hun fremhæver dog alligevel en række tegn, man skal være ekstra opmærksom på.
- Hvis scener billeder fra episoden genspiller sig for ens indre.
- Hvis man indtræder i en såkaldt undgåelses- eller sikkerhedstilstand, hvor man undgår specifikke ting eller steder. Det kan for eksempel være, at man undgår at tage metroen forbi gerningsstedet.
- Hvis man konsekvent og overdrevet følger nyhedsstrømmen, og ikke vil gå glip af den mindste detalje.
- Hvis man isolerer sig.
Hvis man oplever en eller flere af ovennævnte reaktioner, så kan der ifølge Liza Johnson være grund til at reagere. »Så siger vi, at man skal begynde at være opmærksom på, at det måske fylder for meget.«
Hun kommer med en række råd til, hvad man selv kan gøre for at forbedre situationen.
»Tal med nogen om det. Hvis ikke rådgivningen, så dit netværk.«
Foruden at tale om det påpeger hun, at det kan være godt at slukke for nyhedsstrømmen og lave noget helt andet for at ændre fokus. Lav noget sammen med andre for at undgå at komme til at isolere dig.
Til sidst siger hun også, at man skal huske at være realistisk: »Ja, det er skrækkeligt, at det er sket. Men hjælp hinanden med at huske på, at det er virkelig sjældent, at det sker.«
Hvis det ikke virker, og kun bliver værre, er budskabet klart: Søg hjælp.