Her er de mest populære navne blandt danskerne

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, hvilke navne der er mest populære blandt danskerne.

Emma og William er i top blandt de yngste danskeres navne, men måske det vil overraske, hvilket navn flest danskere har som første fornavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix

Det vil måske overraske, hvilket navn flest danske mænd og kvinder har.

For mens Emma og William har været særligt populære navne til nyfødte i de senere år, er det naturligvis ikke flertallet af danskerne, der er navngivet efter den seneste navnetrend.

Der er således flest kvinder, der hedder Anne, mens det for mænd er Peter, som flest er navngivet.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik over de navne, som danskerne har som første fornavn. Heraf fremgår det, at der i begyndelsen af januar 2021 var 44.872 personer, som hedder Anne, mens der er 47.665 personer, der hedder Peter.

Går man længere ned ad listen, lyder top-5 af pigenavne således: Kirsten, Mette, Hanne og Helle. Ifølge opgørelsen er aldersfordelingen for de fem øverst placerede pigenavne meget forskellige, idet gennemsnitsalderen for personer, der hedder Anne, er 51 år, for Kirsten er det 69 år, for Mette 44 år, for Hanne 64 år og for Helle 55 år.

De mest populære navne til mænd er henholdsvis Michael, Jens, Lars og Thomas. Ifølge opgørelsen er gennemsnitsalderen for personer, der hedder Peter, 51 år, mens det for Michael er 47 år, for Jens 58 år, for Lars 53 år og for Thomas 41 år.

Det fremgår desuden af opgørelsen, at Emma og William er de mest populære fornavne for børn i aldersgruppen et til ni år. I den anden ende af aldersskalaen er drengenavnet Jørgen i top for aldersgruppen 70-89-årige, mens det for samme aldersgruppe er Kirsten, som er det mest benyttede pigenavn.