Her er anklagerne mod Peter Madsen: Planlagde drabet på Kim Wall

Ubådsbyggeren Peter Madsen er tirsdag blevet tiltalt for drabet på den svenske journalist Kim Wall. Et drab, der ifølge anklagemyndighedens overbevisning, var både planlagt og velforberedt.

arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Peter Madsen er tirsdag blevet tiltalt for at have dræbt og parteret den svenske journalist Kim Wall. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Et drab, som Peter Madsen ifølge anklagemyndighedens overbevisning både planlagde og forberedte inden sejlturen.

Hvordan drabet skulle være udført er »ukendt, men drabet kan være sket ved halsoverskæring eller kvælning«, fremgår det ifølge politiet af anklageskriftet.

Foruden drabstiltalen er Madsen desuden tiltalt for anden seksuel omgang end samleje af særlig farlig karakter og for partering.

Få et overblik over sagen her:

Står det til anklagemyndigheden skal Peter Madsen straffes med fængsel på livstid eller en forvaringsdom, der er en dom på fængsel i ubestemt tid.

»Der er tale om en meget usædvanlig og ekstremt grov sag, som har haft tragiske følger for Kim Wall og hendes pårørende. Interessen for sagen er meget stor, men vi håber på mediernes forståelse for, at sagens øvrige beviser skal fremlægges i retten og ikke i pressen,« siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen fra Advokaturen for Personfarlig Kriminalitet ved anklagemyndigheden i Københavns Politi i en netop udsendt pressemeddelelse.

Anklagemyndighedens krav om forvaring kommer efter, at Retslægerådet har undersøgt Peter Madsen og vurderet, at forvaring kan være påkrævet.

»Jeg kan oplyse, at Retslægerådet har forholdt sig til mentalundersøgelsen, og vurderer på den baggrund, at Peter Madsens personlighed gør, at det er påkrævet, at han - såfremt han kendes skyldig - idømmes forvaring, fordi der er væsentlig eller nærliggende fare for, at han kan udgøre en fare for andre liv og velvære,« uddybede Jakob Buch-Jepsen på et netop pressemøde.

 

Senioranklager Jakob Buch-Jepsen fortalte endvidere på et netop overstået pressemøde, at han vil nedlægge påstand om, at Peter Madsens ubåd »Nautilus« bliver konfiskeret og destrueret.

Den svenske journalist Kim Wall døde om bord på ubåden »Nautilus« under en sejltur natten mellem 10. og 11. august. Hun og Peter Madsen var de eneste to personer om bord på ubåden.

En stor eftersøgning blev sat i værk for at finde ubåden 11. august, og da den blev fundet i Køge Bugt om formiddagen, sank den under stor dramatik. Peter Madsen blev reddet i land og fortalte i første omgang, at han var eneste passager om bord. Alligevel blev han med det samme sigtet for drabet på den svenske journalist.

Og siden har Madsen ved flere lejligheder ændret sin forklaring på, hvad det skete om bord på ubåden den nat.

Indledningsvist fortalte han, at han havde sat Kim Wall af ved restauranten »Halvandet« på Refshaleøen  kl. 22.30 10. august, men modererede så sin forklaring til, at Kim Wall døde i en ulykke om bord på ubåden, da hun fik den 70 kg tunge luge i hovedet, inden han ændrede forklaringen til, at Kim Wall døde af kulilteforgiftning om bord. Du kan få et overblik over Peter Madsens skiftende forklaringer her.

Peter Madsen nægter sig fortsat skyldig i drabet.

Berlingske har været i kontakt med Madsens advokat, Betina Hald Engmark, der ikke ønsker at kommentere sagen på nuværende tidspunkt, men oplyser, at hun senere i dag skal drøfte tiltalten med sin klient.

Sagen mod raketbyggeren ventes at begynde 8. marts og slutte sidst i april.