Et rørende øjeblik, starten på et nyt liv, et stykke med kærlighed. Det er vel, helt kogt ned, det, vi ser på Årets Pressefoto. Og der var også en førstepris til Berlingske ved prisoverrækkelsen i Den Sorte Diamant i København fredag.
Fem år efter at de traf beslutningen om at få et barn med hjælp fra en rugemor, har Martin og Nicolai Køster Rimvall endelig hentet deres søn Storm i Colombia. Beslutningen om at få et barn med en rugemor har været langvarig og krævet mange overvejelser. Stadig flere barnløse par stifter familie ved hjælp af en rugemor. Men kommercielt rugemoderskab er ulovligt i Danmark, så parrene må bruge udenlandske bureauer. Sigrid Nygaard/Dagbladet Information
Situationen, som Årets Pressefoto viser, er velkendt. Nybagte forældre ligger i barselssengen med det lille stykke magi, et nyfødt barn er, mellem sig. Lige i smørhullet. Scenen er velkendt fra utallige lykkelige privatfotos, og også som motiv foreviget af professionelle fotografer. Men noget er helt, helt anderledes. For det er to danske mænd, der er blevet forældre, og barnet er kommet til verden med en rugemor i Colombia.
Så det er fortællingen, der er i højsædet, og ikke fotografiske virkemidler som perspektiv, dybde, lys og skygge. Og dermed viser Årets Pressefoto os, hvad fotojournalistikken også kan. Fotoet fortæller os om noget, vi ikke alle går og er bevidste om i hverdagen, mens det kan fylde hele livet for andre. For hvad må man ikke skulle gå igennem, og hvor store må overvejelserne ikke være, når to mænd som par vælger at skabe nyt liv sammen via et udenlandsk bureau for rugemødre? For kommercielt rugemoderskab er ulovligt i Danmark. Nu er fotoet spændende – det sætter en hel masse tanker i gang.
Det er Sigrid Nygaard, fotojournalist på Dagbladet Information, der har taget vinderbilledet, og dommerne udtalte blandt andet: »(...) det er privat og intimt, men også debatskabende og fortæller om sin samtid, og så er det ikke mindst fyldt med kærlighed.«
Årets pressefotograf
Årets Pressefotograf, konkurrencens anden hovedpris, blev vundet af Politikens Jacob Ehrbahn. Han har fået titlen for en kollektion på fem fotos – ét fra udlandet og fire fra Danmark. Og det vidner om, at de unikke motiver og fortællinger er derude i dagligdagen, hvis man altid er insisterende, opsøgende og har noget på hjerte. Det har Jacob Ehrbahn. Herunder ses et af billederne fra Jacob Ehrbahns kollektion.
Kurdiske mænd fra Kirkuk i Irak luner sig ved et bål i udkanten af den franske havneby Dunkerque, hvor mere end 1.000 flygtninge og migranter har slået lejr. De har alle hutlet sig op gennem Europa med en drøm om et bedre liv i Storbritannien – derfor planlægger de fleste at krydse Den Engelske Kanal i en af de små gummibåde, som smuglerne sender afsted. Andre vil prøve med lastbiler. Lige nu er vejret dårligt, så folk hober sig op i lejrene. For få dage siden druknede 27 mennesker, da en båd kæntrede. Alligevel er folk villige til at tage chancen. Jacob Erhbahn/Politiken
Berlingske vinder pris
Berlingske blev hædret med en førstepris i kategorien Årets Nyhedsbillede Danmark. Her var det avisens fotojournalist Mathias Svold, der med en serie på seks fotografier skildrer fænomenet Men In Black, der opstod under coronapandemien som en protest mod regeringens restriktioner, og som blev et samlingspunkt for coronaskeptiske danskere. Mathias Svold ville fortælle den historie, og han dækkede derfor gennem 2021 talrige demonstrationer anført af Men In Black.
Flere deltagere iklædte sig Forsvarets uniformer under Men in Blacks demonstrationer. Det kulminerede i år, da en en håndfuld uniformerede deltagere med militær baggrund udførte en eksercits under en demonstration 10. april. Forsvaret har officielt taget afstand fra deltagelsen, »da det ikke foreneligt med Forsvarets værdier«. Mathias Svold
En demonstration lørdag den 9. januar 2021 endte i voldsomme kampe mellem Men in Black og Københavns Politi. Ifølge en politirapport blev 16 betjente ramt af sten, fyrværkeri eller øldåser, mens det kampklædte politi svarede igen med hævede knipler, hvoraf flere demonstranter blev ramt i hovedet. Mathias Svold
Omkring 1.000 personer deltog i Men in Blacks demonstration 23. januar 2021. Bevægelsen har haft stor succes med at rekruttere nye tilhængere på sociale medier, hvor de har 25.000 følgere på Facebook. Her poster de velproducerede videoer til lyden af deres eget soundtrack med navnet »Mette Ciao«. Mathias Svold
En dukke, der forestillede Mette Frederiksen, blev under en demonstration hængt op i en pæl iført et skilt med ordene: »Hun må og skal aflives«. Teksten henviste til regeringens indgreb mod minkavlerne. Tre mænd blev tiltalt for overtrædelse af paragraf 119 i straffeloven, der handler om trusler eller vold mod offentlige ansatte. Derudover blev en kvinde i Aarhus anholdt og sigtet, fordi hun delte et foto af dukken i en facebookgruppe. Mathias Svold
Kampklædte betjente stillede sig på række og blokerede for demonstranterne 9. januar 2021, da Men in Blacks tilhængere forsøgte at marchere gennem strøget. Ruten var ikke en del af det oplyste program ifølge Politien. Demonstranterne nægtede at stoppe, og Politiet opløste demonstrationen og stormede mod demonstranterne. I alt blev 18 anholdt. Mathias Svold
Men in Blacks demonstrationer er kendetegnet ved kampråb som »Frihed for Danmark, vi har fået nok«, mens deltagerne lyser gaderne op i et rødt skær af romerlys, som til forveksling ligner optog i forbindelse med fodboldkampe. Politiet håndterer også demonstrationerne på samme måde, som de gør ved højrisikofodboldkampe og mener, at flere af bagmændende bag Men in Black har forbindelse til hooliganmiljøet omkring Brøndby. Mathias Svold