Her bruger de nøgenbilleder som byttekort: »Nogen der har noget med Maria xxx fra Skanderborg området?«

I en app på en skjult server, som kun er tilgængelig for inviterede, bliver der delt tusindvis af intime billeder af danske kvinder.

I flere måneder har Berlingske fulgt med på flere danske, skjulte servere for deling af piger og kvinders private billeder i appen Discord.

Appen er oprindeligt udviklet som en chatplatform for gamere, der kan oprette private servere, hvor de kan chatte. For at få adgang til de private servere skal man have en invitation med en kode. Invitationerne udløber typisk efter få timer eller dage.

Men på de servere, som Berlingske har adgang til, er det ikke computerspil, der bliver diskuteret. Her bliver tusindvis af intime billeder af danske kvinder delt imod deres vilje.

Serveren er delt op i faner opkaldt efter både store og små danske byer, og her kan medlemmerne klikke ind og se billeder af piger og kvinder fra deres lokalområde. Under billederne står der for det meste også kvindernes fulde navn og by og et link til deres Facebook- eller Instagram-profiler.

Der er også en “Request”-fane, hvor brugerne efterspørger billeder af navngivne kvinder. Berlingske har sløret navne:

»Søger alt fra Randers. Send en liste over navne til xxx@gmail.com, har selv en masse OC (original content, originalt indhold red.), jeg kan bytte med,« lyder det fra en bruger.

»Nogen der har noget med Maria xxx fra Skanderborg området?,« skriver en anden.

Brugerne lægger både de ofte meget eksplicitte billeder direkte ind på serveren, men de linker også til mapper lagret i forskellige fildelingstjenester som Dropbox og Volafile. Især "Vola-mapper" bruges ofte, da man kan indstille mapperne til at slette sig selv og dermed sine spor efter en dag eller to.

Discord-serverne er modsat åbne hjemmesider og fora for deling af nøgenbilleder ikke søgbare og for at få adgang, kræver det ikke kun en invitation, men også en bruger, hvor man ikke skal angive andre oplysninger end en mailadresse.

Berlingske kender til to danske servere, hvor der stort set altid er flere hundrede bruger online i både dags- og aftentimerne. Men hvor stort omfanget er vil være umuligt at anslå.

Tidligere har Berlingske beskrevet, hvordan den ulovlige billeddeling har fundet sted på åbne hjemmesider og fora og i hemmelige grupper på Facebook som »Mentum«-grupperne, men Berlingskes research i fora for deling af billeder viser, at brugerne ofte opfordrer hinanden til at flytte delingen over på de skjulte Discord-servere.

Hos Red Barnet er man opmærksomme på platformen.

»Vi har både fået Discord anmeldt på Red Barnets hotline for børnepornografi, fordi der er billeder af piger, der kunne være mindreårige, og vi har også fået henvendelser på Sletdet fra piger, som ligger derinde. Discord er anmeldt til politiet, og de er opmærksomme på det,« lyder det.

Sektionsleder i Rigspolitiets Cyber Crime Center, NC3, Rebekka Schjellerup, vil ikke kommentere på politiets kendskab til appen, men fortæller at erfaringer viser, at billeddelerne løbende flytter sig, når politiet eller andre udefrakommende begynder at ånde dem i nakken på de forskellige platforme.

»Det er vores indtryk, at gerningsmændene typisk flytter sig, når det går op for dem, at politiet er til stede, eller når politiet – eller andre – på anden måde har hindret aktiviteten på den pågældende platform. Vi ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvilke platforme, der efter politiets opfattelse er mest aktivitet på, for vi vil nødig give en opskrift på, hvor og hvordan man kan opsøge ulovligt materiale. Men politiet er tilstede på de interessante platforme, så vi kan holde øje med aktiviteterne, og hvor de rykker hen,« siger Rebekka Schjellerup.

Læs mere